Pædofili

Mange ubegrundede beskyldninger om børne-sex

Fædre og ansatte i daginstitutioner får ødelagt deres liv af ubegrundede påstande om incest eller pædofili

KØBENHAVN:Peter er far til to piger, der endnu ikke har rundet de 10 år. Han siger selv, at han elsker dem så meget, at han vil gå i døden for dem. Alligevel var han i ni måneder under anklage for at have misbrugt dem seksuelt. - Det var et psykologisk mareridt. Jeg følte mig alene, for det kan ikke undgås, at tvivlen sniger sig ind hos folk, man kender. Det har ødelagt familien, og jeg kan faktisk godt forstå, at nogle fædre ender med at begå selvmord, siger Peter, der ønsker at være anonym. Efter de ni måneder blev sigtelserne mod Peter droppet. Det kom frem, at døtrenes historier om seksuelle berøringer i skridtet var opdigtede. NORDJYSKE har tidligere fortalt, at det er sandsynligt, at mange mænd bliver uskyldigt dømt for incest. Men endnu flere uden for retslokalerne bliver grundløst beskyldt for incest af deres omgivelser, får ødelagt deres liv og må leve videre med beskyldningen hængende over hovedet. Peter står nemlig langt fra alene med sine erfaringer. I Foreningen Far får man "jævnligt" opkald fra uskyldigt anklagede fædre, hvilket ifølge formand Erling Fundal vil sige et par gange om måneden. - Anklagen kommer ofte fra mødre, som er oppe at skændes med faderen i en sag om, hvem der skal have samvær med barnet. Det er ekstra uhyggeligt, fordi sådan en mistanke bliver hængende, selvom faderen er uskyldig, siger Erling Fundal. 9 ud af 10 uskyldige Også mange mænd – og en lille del kvinder – som ikke selv er forælder til det omtalte barn, bliver uskyldigt anklaget for misbrug. Det går blandt andet ud over pædagoger og pædagogmedhjælpere. De to fagforeninger BUPL (pædagogerne) og PMF (pædagogmedhjælperne) lavede sidste år to uafhængige undersøgelser. Tallene derfra viser, at der fra 1995-2002 var hold i 7 ud af 133 anklager mod deres medlemmer. Det svarer til, at 95% af de anklagede var uskyldige. - Ikke desto mindre fører sagerne i en række tilfælde til, at den pågældende må forlade sit fag på baggrund af mistanken alene, konstaterer Dines Andersen, seniorforsker i Socialforskningsinstituttet (SFI), som har udgivet en rapport med erfaringer fra pædofili-anklager mod ansatte i daginstitutioner. - Det er også grunden til, at jeg siger, at der er i virkeligheden er to typer af ofre: Selvfølgelig dem i de sager, hvor barnet er ofret – det er dem, vi alle har i tankerne, for ét tilfælde er jo ét for meget. Og så er der den type sager, hvor pædagoger eller pædagogmedhjælpere bliver uskyldigt anklaget og dermed får mere eller mindre ødelagt deres tilværelse, uden der har været nogen betydelig grund til det. Og dem er der altså en hel del af, siger Dines Andersen. I 1998 blev en mandlig pædagogmedhjælper idømt 3½ års fængsel for misbrug af 20 børn i en daginstitution i Gladsaxe ved København. Med modsat hvad man frygtede, har den såkaldte Vadstrupgård-sag heldigvis vist sig ikke at være toppen af et isbjerg. - Der blev pludselig rejst et fokus på, om der var et stort felt, vi havde lukket øjnene for. Men det ser ud til, at det var et ret enestående tilfælde, siger Dines Andersen.