EMNER

- Mange unge er nysgerrige

Ifølge Maj Næsby Pedersen er cd'ens omtale af dyresex helt på sin plads. I dagligdagen er hun en af Ungdomsringens sexualister, der tager ud på skoler og i ungdomsklubber for at undervise andre unge i sex - og det sker ikke sjældent, at de netop spørger til seksuel omgang med dyr.

- Vi giver som regel deltagerne mulighed for at stille anonyme spørgsmål, og det er tydeligt, at dyresex optager mange af drengene. De er nysgerrige, men ved samtidig godt, at det ikke er accepteret at have sex med dyr. Men det er et område, der er interesse for blandt unge, siger hun. Selv er hun 16 år og går i 1. g. på Hasseris Gymnasium, og hun er umiddelbart meget positiv over for cd'ens indhold. Både leksikondelen, der byder på en gennemgang af en lang række sex-relaterede emner, og ikke mindst. quizzen. - Der er meget humor, og det er faktisk ret underholdende. Cd-rommen kommer omkring mange emner, ligefra basale følelser som selvtillid til det mere ekstreme, mener hun. Maj Næsby Pedersen glæder sig desuden over et afsnit om sex og kultur. Hun har selv oplevet af skulle undervise en flok drenge med muslimsk baggrund, og hun kunne tydeligt mærke, at deres traditioner er anderledes. - Generelt vidste de meget mindre om sex end danskere på samme alder, og det var tydeligt, at de ikke var vant til at snakke om sex derhjemme. Det var i det hele taget meget mere tabubelagt, men samtidig ville de gerne fremstå, som om de havde helt styr på det, fortæller hun. Hun forstår ikke umiddelbart, at cd'en har vakt forargelse, men må dog erkende, at visse grupper nok har det svært med beskrivelserne af for eksempel toiletsex. - Jeg kan godt forstå, at nogle forældre måske frygter, at det kan give deres børn ideer. Men jeg tror, at de mennesker, der kaster sig ud i den slags ekstremer, i forvejen har tendenser i den retning. Den her form for oplysning vil ikke næppe få flere unge til at eksperimentere, mener hun.