Danmark

Mange unge er rådvilde om uddannelse

Undervisningsministeren vil forbedre studievejledningen. Men Studievalgcentrene bliver ikke nedlagt.

Mange unge er rådvilde om uddannelse

Undervisningsminister Morten Østergaard (R) er ikke klar til at bortdømme Studievalgcentrene, men han erkender, at der er plads til forbedringer.

Han hæfter sig dog ved, at halvdelen af eleverne har bestemt sig for, hvad de vil studere, når de forlader gymnasiet.

Desuden vil 75 procent af eleverne ifølge Jyllands-Postens undersøgelse begynde at studere inden for det første år efter deres studentereksamen.

- Men vi skal have et skarpt øje på, at resten ikke har bestemt sig, og at hver femte elev er nødt til at supplere med fag efter deres studentereksamen for at komme ind på deres drømmeuddannelse. Det er lige i overkanten, siger Morten Østergaard.

Rektorer, lærere og elever på gymnasierne har kritiseret studievejledningen for ikke at fungere optimalt.

I modsætning til tidligere foregår vejledningen på syv regionale Studievalgcentre og ikke på det enkelte gymnasium.

En undersøgelse fra Uddannelsesministeriet viser, at 61 procent af alle de studenter, der blev færdige sidste år, ikke har haft personlig kontakt med en studievejleder i hele deres gymnasietid.

- Personlig vejledning er ikke nødvendigvis det eneste saliggørende. Og 77 procent af eleverne har deltaget i aktiviteter afholdt af Studievalgcentrene. Men selvfølgelig skal vi sørge for, at der er god individuel vejledning, siger Morten Østergaard.

Regeringen vil tage studievejledningsordningen op, når den konkretiserer målet om, at 60 procent af en ungdomsårgang skal have en uddannelse.

- De unge skal have den hjælp, de har brug for, og så er der brug for bedre brobygning mellem ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser. Det vil jeg lade indgå i de videre overvejelser, siger Morten Østergaard.

/ritzau/