Mange vil besøge HTX

724 folkeskoleelever besøger teknisk gymnasium

Skolevæsen 26. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: HTX-eleverne i første og anden årgang på Frederikshavn tekniske Gymnasium får travlt i begyndelsen af september. De er nemlig de direkte værter, når HTX-uddannelsen får besøg af elever fra kommunens folkeskoler. Uddannelsesleder Karsten Asmussen, teknisk gymnasium, kan melde om rekordtilmelding til besøgsdagene i år. - Vi har almindeligvis omkring 150 elever fra folkeskolernes 8. og 9. klasser, når vi holdet åbent hus på HTX, men i år er der tilmeldt 28 klasser med tilsammen 724 elever. - Derfor er vi nødt til at fordele besøgene på tre dag, hvor vi tidligere kun brugte en enkelt, siger Karsten Asmussen. Karsten Asmussen glæder sig over den store interesse for HTX fra folkeskolenes side, og han mener, at interessen bunder i, at der generelt er stigende interesse for de naturvidenskabelige fag. - Men jeg tror da også det, har haft betydning for den store interesse, at de elever, som har besøgt os de tidligere år, har haft nogle gode og spændende oplevelser, og at deres begejstring er smittet af på lærere og elever på de skoler, de kom fra, siger Karsten Asmussen. Den store fremgang i tilmeldinger til besøgsdagene hænger ikke sammen med kommunesammenlægning, siger Karsten Asmussen. Teknisk gymnasium inviterede også tidligere folkeskolerne i Sæby og Skagen Kommuner med til besøgsarrangementet. Eleverne i de to klasser på HTX er til besøgsdagene inddelt i en snes grupper, og det er tanken, at hver gruppe skal stå for et eksperiment eller forsøg, som de besøgende fra folkeskolen får lejlighed til selv at udføre. Besøgsdagene på HTX er fra tirsdag 4. september til torsdag 6. september.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...