Mange vil markedsføre sig på Facebook

Selvstændige strømmer til foredrag om brugen af de sociale medier på nettet

Forbrugerforhold 13. februar 2011 05:00

Størstedelen af danskerne har i dag en hurtig bredbåndsforbindelse, og mere end to millioner af os har en profil på Facebook. Så det kan ikke undre, at mange virksomheder er interesseret i de muligheder, det giver for markedsføringen. Det er baggrunden for en række foredrag, som a-kassen ASE holder for sine medlemmer. På torsdag sker det hos ASE på Vandmanden i Aalborg, hvor journalist, tekstforfatter og netværksekspert Susanne H. Knudsen fra Aalborg fortæller om de sociale medier på nettet og hvordan, man aktivt bruger dem i sin markedsføring. - Vi oplever løbende, at vores medlemmer efterspørger gode råd og tips til hvordan man klarer sig bedst muligt med sin forretning, forklarer Jannie Rank Ringgaard fra ASE Aalborg/Nordjylland. Hun nævner, at det handler om at ruste medlemmerne bedst muligt til fremtiden: - Stadig flere ting rykker fra de trykte aviser og reklamer og ud på nettet, hvor fremtiden er de sociale medier. Derfor er det vigtigt, at de selvstændige ved, hvor deres kunder er, hvordan de får kontakt med dem og hvad det indebærer, siger Jannie Rank Ringgaard. Ikke uden risiko Sagen er jo, at man på internettet på kort tid og for få penge kan få positiv omtale af sit produkt - men det er ikke uden risiko at markedsføre sig online. Utilfredse kunders tilkendegivelser popper op, uanset hvad man gør, for der findes ingen slette-knap på Google. Susanne H. Knudsen fortæller, at vi som forbrugere også har en anden adfærd på de digitale medier, end vi har, når vi ser tv eller læser avis. Det betyder, at vi ingen tålmodighed har med gængse reklamekampagner. Det er helt andre virkemidler, der skal til for at få succes med sin markedsføring på de digitale medier som Facebook, Twitter, blogs, interaktive hjemmesider og videoer på Youtube: - I 2011 kan man ikke nøjes med printannoncer, hvis man vil nå ud til sine kunder. Stadig færre læser almindelige aviser, de er i stedet på nettet, hvor de deler oplevelser og viden om alt lige fra bøger til hotelophold og skoler, lyder det fra Susanne H. Knudsen, der fortsætter: - Hvis vi som selvstændige gerne vil være synlige over for vores kunder, er det derfor vigtigt, at vi er der, hvor kunderne er, altså på de digitale medier. Fem gode råd Ifølge Susanne H. Knudsen er der i hvert fald fem gode råd, som det er vigtigt for en selvstændig at følge, når han vil i gang med de sociale medier. Først og fremmest bør man droppe de forkromede reklamekampagner: - På de digitale medier mødes vi blandt andet med vores venner, og derfor gider vi ikke blive forstyrret af forkromede reklamekampagner. De irriterer og får os til at klikke videre. - Det handler i stedet om kreative indslag, der udnytter nettets muligheder. Men husk på, at du ikke tjener penge, blot fordi du skaber en kultvideo på Youtube. - Du skal også sørge for at fastholde kontakten med kunderne, så de rent faktisk husker dig, når de står i en købssituation. Link derfor altid videre til din hjemmeside eller blog, så kunderne ved, hvor de kan finde dit produkt, siger hun. Desuden er det vigtigt at lægge en strategi: - Selvom alle siger, at du skal være til stede på de digitale medier, skal du ikke bare kaste dig hovedkulds ud i projektet. - Læg en strategi for, hvad du vil have ud af din markedsføring, og hold øje med, hvad andre gør. Det kan hjælpe dig til at undgå de værste fejltrin. - Og lad så være med at lytte til mediernes spådomme. Ingen ved med garanti, hvilket socialt medie vi kaster os over i fremtiden. Hvem husker for eksempel Second Life i dag, spørger Susanne H. Knudsen. Det tager tid Når man arbejder på de sociale og digitale medier, gælder det også om at involvere sig: - Du er nødt til at involvere dig i en dialog med dine kunder, medarbejdere og leverandører for at få succes. Det kan du gøre ved at blogge, svare på spørgsmål på Facebook eller give dine interessenter mulighed for at komme med tips, ideer og indspark på din hjemmeside. - Den positive respons, du får ved at lytte til kunderne, er langt mere værd end nogen reklame, du kan købe dig til, fastslår Susanne H. Knudsen. Hun understreger, at man også skal være forberedt på kritik: - Du kan ikke være venner med alle. Heller ikke på nettet. Vær derfor forberedt på negative kommentarer og besvar dem altid på en ordentlig og seriøs måde. Det giver dig også mulighed for på et tidligt tidspunkt at afværge større kriser. - Men vigtigst af alt: undgå fristelsen til selv at skrive positive indlæg under et falsk navn. Det bliver altid opdaget, og så havner du for alvor i problemer. Endelig råder netværkseksperten dig til at give projektet tid og være tålmodig: - Du får ikke 5000 likes på din Facebook-side den første dag. Du skaber heller ikke en aktiv blog, som profilerer dig som ekspert inden for dit felt i løbet af en måned. Det kræver tid og tålmodighed - og frem for alt, at du selv er aktiv på de digitale medier, lytter og bidrager med din viden, pointerer Susanne H. Knudsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...