Mange ville høre fanger synge

Fangekor samlede fulde huse i Gudumholm og Aalborg

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fangekorets reptoire spænder vidt, og det blev vel modtaget - både i Aalborg og Gudumholm. Foto: Lars Pauli

GUDUMHOLM:- Det er helt fantastisk, meget bedre end vi nogensinde havde drømt om... Dirigent Louise Adrian og medlemmerne af fangekoret fra Vridsløselille Statsfængsel havde svært ved at få armene ned, da NORDJYSKE mødte dem i Gudumholm efter en vil overstået turne i Nordjylland. - Det var meget stort da vi sang i Ansgar Kirke lørdag aften, fortæller Louise. - DR havde på forhånd lukket dørene, fordi de skulle lave en tv-optagelse. Og da de blev åbnet igen, stod folk parat i lange køer. - Vi har fået så meget opmærksomhed i de seneste dage, at det er svært at følge med, indrømmer Preben Nielsen. Han synger selv i fangekoret, som normalt begrænser sine koncerter til en enkelt eller to om måneden. Men turneen har naturligvis skærpet interessen for korets arbejde. - Det er altså ikke bare fangekor, det er også et resocialiserings-projekt, og derfor har vi også brug for lidt arbejdsro ind imellem, supplerer Louise Adrian. - Men vi vil på den anden side også gerne sprede budskabet om, hvad det er vi gør og kan. Så derfor er det selvfølgelig en balancegang, fortsætter hun. Det har været et hestearbejde at få tilladelse til at fangerne med på turne, og derfor faldt de endelig aftaler først på plads onsdag aften: Ti af fangekorets 18 medlemmer måtte blive hjemme, og kun de otte, som enten er prøveløsladt eller afsoner i åbne fængsler, fik lov at tage af sted. - Og så var det oven i købet en betingelse, at vi skulle overnatte i arresten i Aalborg, forklarer Preben Nielsen. - Forholdene var såmænd gode nok. Men for mange af os var det alligevel lidt af en streg i regningen, for det fremkalder desværre nogle ubehagelige minder, når man selv er færdig med at sidde i varetægt og lukkede fængsler, understreger han. Preben har selv siddet fængslet siden 1992, og efter en overgang i Horsens og Nyborg kom han til Vridsløselille, hvor han hurtigt blev involveret i fangekoret. - Det betyder utroligt meget, at vi på den måde får lov at vise omverden, at vi er andet og mere end de negative overskrifter, man altid læser i aviserne, fortæller han. - Fordommene trives jo i bedste velgående. Men fanger kan i virkeligheden være hvem som helst - både din nabo og manden nede for enden af gaden, forklarer han. Åbent sind Som han sidder der i solskinnet foran skolen i Gudumholm er det svært at tro noget som helst dårligt om Preben. Men han er - ligesom de øvrige medlemmer af koret - dybt kriminel, og det skaber forståeligt nok også en vis nysgerrighed blandt publikum. - Mange kommer helt sikker for at se, hvad vi er for nogle, indrømmer han. - Men der er heldigvis også mange som er åbne og positive - især når man kommer ud til kirker og menigheder, som her i Gudumholm. Både Preben og Louise kan berette, om folk som er blevet dybt rørt over deres optræden, og derfor har de også mod på at prøve turnelivet en anden gang. - Vi får megen respons og mange invitationer, når vi er ude at optræde, forklarer Louise. Til november skal vi for eksempel synge for Folketingets retsudvalg, og der har også været jurister, betjente og sågar et politikor, som gerne ville samarbejde med os, fortæller hun. Og i Gudumholm er sognepræst Jan Brogaard også godt tilfreds. Kirken samler normalt omkring 40 eller 50 mennesker, når der er høstgudstjeneste med efterfølgende spisning og underholdning. Men denne eftermiddag er der stuvende fuldt i salen på den lokale skole. - Reaktionerne har været overvældende positive, fortæller han. - Enkelte af børnene fra teaterforeningen blev ganske vist lidt bange, da de hørte, at det var rigtige fanger. Men som du kan se, er det helt gået over nu, smiler han.