Mange vinmuligheder til høns

Høns er så dejligt at finde vin til, fordi der er så mange muligheder. Det eneste, man for alvor skal passe på, er, at specielt de røde vine ikke er for kraftige. For eksempel har en fed fadlagret Shiraz fra Australien ikke noget at gøre i den sammenhæng. Men de frugtige, unge røde vine, roseerne, og de hvide med lidt fylde kan bruges. Så der skal man mest skele til tilbehøret. I dag er der ingen store ufordringer til vinen, så jeg har valgt en hvid, fordi det havde jeg lyst til at smage, da jeg testede kombinationen. Haselgrove Sovereign Chardonnay 2003 kommer fra den sydlige del af Australien. Den har ikke være på træfade, så det er ren frugt med god fylde. Den har det ekstra plus, at H. J. Hansen Vinhandel, Aalborg (tlf. 98125290) i august har sat den ned fra 69,75 kr. til 60 kr., hvis man køber seks flasker. Man kan sagtens købe et par ekstra flasker. Den holder uden problemer resten af året, men så skal den heller ikke ligge længere.