Mangel på arbejdskraft om få år

I dag er ledighed et problem, men om få år bliver der brug for alle på arbejdsmarkedet

NY HJØRRING: I dag står næsten hver tiende i den nye storkommune uden arbejde, men om få år vil der være mangel på arbejdskraft. Det skyldes, at gruppen af pensionister vil stige markant, og samtidig vil der blive færre i den arbejdsdygtige alder. Det stiller øget krav om uddannelse og opkvalificering af både ledige og folk som allerede er i job. - Vi får problemer, hvis vi ikke tidsnok sørger for den nødvendige rekruttering, siger den kommende borgmester i Ny Hjørring Kommune, Finn Olesen (S). Han peger på, at flere skal have kompetencer indenfor vækstområder som service, turisme og social- og sundhedssektoren. AF-chef i Hjørring Vivi Frost Nielsen peger på, at der skal mere fokus på at give de ledige et reelt arbejde i stedet for at sende dem i aktivering. - Vi skal matche de ledige til arbejdsmarkedets behov, siger Vivi Frost Nielsen. Arbejdsmarkedsdirektør i Ny Hjørring Kommune, Ida Balling, mener også, at der i højere grad skal være fokus på uddannelse og kurser i stedet for aktivering. - Vi står overfor et tveægget sværd. Kunsten bliver at få efterspørgsel og udbud til at gå op i en højere enhed, siger Ida Balling. To af de største udfordringer bliver at finde job til de ufaglærte samt at få folk med nedsat arbejdsevne ud på arbejdsmarkedet.