Mangel på arbejdskraft på havnen

Bedre tider for fiskeriet og tro på fremtiden giver travlhed hos virksomhederne på Hirtshals Havn

HIRTSHALS:Der er blevet malet, hamret og boret i stor stil rundt omkring på Hirtshals Havn i år. Der er mange år siden, at havnens servicevirksomheder har haft så travlt, som det er tilfældet i år. Nu begynder det at give problemer, for der er mangel på arbejdskraft flere steder. - Jeg kunne godt bruge tre mand, som har forstand på at lave skibe, siger formanden for Servicegruppen på Hirtshals Havn, Per Christensen, som også er indehaver af Marine-El. - Ordrerne bliver ved med at vælte ind. Det er kulmineret igen ovenpå sommerferien, og jeg bliver nødt til at sige nej til nye kunder. Det har sikkert været 10 opkald, mens jeg har snakket med dig, siger Per Christensen. NORDJYSKE har fanget ham, mens han går og arbejder på en trawler. Tendensen er den samme overalt på havnen. Det gælder både elektrikere, malere, smede og beddingen. - Mange får renoveret deres fartøj, og skibene bliver både længere og større, siger Per Christensen. Vestkajens Maskinværksted har også mange ordrer i bogen, men de kommer i stimer. - Vi har manglet folk i perioder, og så har vi været ude og leje fagfolk. Det har været svært at følge med hele foråret og sommeren, men lige nu klarer vi os, siger direktør Tonny Jensen fra Vestkajens Maskinværksted. I øjeblikket er der ved at blive moderniseret flere rejetrawlere i Hirtshals. Der kommer mange skibe fra især Norge, men fartøjer fra Færøerne, Grønland og Skotland finder også vej til Hirtshals Havn. Per Christensen har en forklaring på travlheden. - Fiskeriet går bedre. Mange har fået afklaret fremtiden, og flere har penge til ombygninger og nye investeringer, siger Per Christensen. Han glæder sig over arbejdsbyrden, selv om det i perioder kan være svært at følge med. - Det er et positivt problem, så vi må forsøge at finde de nødvendige folk, siger Per Christensen.