EMNER

Mangel på arbejdskraft: Regeringen er for sent ude

København, mandag /ritzau/ Den økonomiske vækst ligner en træt mand: Der er langt flere opgaver, end der er kræfter til at løse, og regeringen er for sent ude med at skaffe arbejdskraft. Manglen på arbejdskraft er så alvorlig, at det halverer den økonomiske vækst de næste to år. Det vurderer økonomerne i Jyske Bank i en ny analyse. - Væksten i dansk økonomi begynder at ligne en træt mand. Der er flere opgaver, end der er personer til at løse dem, siger økonom i Jyske Bank Peter Skøttegaard Øemig. Han mener ikke, at regeringen har magtet at gribe ind i tide og løse problemet med reformer, der sikrer tilstrækkelig med kvalificeret arbejdskraft. Godt nok har regeringen nedsat en Arbejdsmarkedskommission og vil også nedsætte en Skattekommission. Begge kommissioner skal se på, hvordan arbejdsstyrken kan øges. Men det store problem er, at det sker for sent, påpeger økonomen. - Med en arbejdsløshed, der allerede er tæt på 80.000 personer, burde tiltag på skatteområdet og på arbejdsmarkedet allerede have været gennemført og ikke først om et par år, siger Peter Skøttegaard Øemig. Han venter at væksten sløjer af til henholdsvis 1,6 procent i 2008 og 1,2 procent i 2009. /ritzau/

Forsiden