Mangel på besøgsvenner

Brug for flere frivillige til at besøge ældre medborgere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Besøgsvennerne kan for eksempel gå en tur med besøgsmodtagerne, tage med dem på udflugt eller bare sidde og hyggesnakke over en kop kaffe. Arkivfoto: Bente Poder

JAMMERBUGT:Rundt om i Jammerbugt Kommune sidder flere ældre mennesker, som er lidt ensomme og godt kunne tænke sig at få besøg. Og Ældre Sagen forsøger at skaffe frivillige til at kigge forbi, men der mangler besøgsvenner. I Brovst er der omkring 30 besøgsvenner hos Ældre Sagen. - Vi mangler en fire-fem stykker. Der er ældre, som står i kø for at få besøgsvenner lige nu. Og det er, fordi der kommer flere ældre. Derimod er besøgsvennerne trofaste. Når først de har prøvet det, bliver de fleste ved, så længe de kan, siger Torben Hostrup, der er formand for Ældre Sagen i Brovst. Han er selv besøgsven og kigger ofte forbi en ældre medborger sammen med sin hustru, når parret alligevel er en tur i Brovst. - Så smutter vi lige indenom, og hun bliver altid så glad. Og så kan hun fortælle en masse om byen og gamle dage. Det er jo tovejs. Besøgsvennen får også meget ud det, siger Torben Hostrup. Han har den opfattelse, at mange egentlig gerne vil være besøgsvenner eller for den sags skyld udføre andet frivilligt, socialt arbejde. - Folk vil godt, men de skal lige prikkes på skulderen og spørges først, mener formanden for Ældre Sagens lokalkomité i Brovst. Samme melding kommer fra formanden for Ældre Sagen i Pandrup, Rose Jensen. I Pandrup har Ældre Sagen 15 aktive besøgsvenner, og her er der også brug for flere. - Vi bliver for eksempel kontaktet af hjemmeplejen, som siger: ”Hør, vi har en ældre borger her, som er lidt ensom og gerne vil have besøg”. Men der mangler altså hele tiden besøgsvenner, konstaterer Rose Jensen. Ud over lidt kørepenge får de frivillige i Pandrup ikke noget for at tage på disse besøg. Rose Jensen vil nu tage det op i lokalkomitéen og snakke med kommunens andre lokalkomitéer om, hvorvidt der bør arrangeres noget for de frivillige. Det kunne være julefrokost eller sommerudflugt. Hvis besøgsmodtagerne kommer med, kan der søges støtte til arrangementerne, pointerer hun. Derudover må det frivillige arbejde bære lønnen i sig selv. - Det er nu også belønning nok i sig selv at have gjort noget i en god sags tjeneste, mener Rose Jensen. I Fjerritslev og Aabybro vil Ældre Sagen også gerne have flere besøgsvenner. Ud over Ældre Sagen har Røde Kors en besøgstjeneste.