Brønderslev

Mangel på boliger

Fredensbo har store planer for de kommende år

Boligforeningen Fredensbo har byggeplaner i Bredgade i Brønderslev. Foto: Kurt Bering

Boligforeningen Fredensbo har byggeplaner i Bredgade i Brønderslev. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Boligforeningen Fredensbo har 300-400 på venteliste til en bolig, og derfor er det under overvejelse at bygge nye boliger.

- Vi kunne godt tænke os at opføre 28 boliger – rækkehuse – centralt i Brønderslev, fortæller formand for boligforeningen, Bjarne Jørgensen.

Han bemærker, at det især er rækkehuse, der efterspørges.

- Der er nogle, der ikke ønsker at bo i etagebyggeri, bemærker han.

- Et nyt projekt med tre boliger og et mødelokale til boligforeningen på Bredgade 79 (det tidligere bageri) er under udarbejdelse, og vi håber at kunne gennemføre det projekt i løbet af 2015 og 2016.

Bjarne Jørgensen siger, at bestyrelsen ikke i tvivl om, at vi kan udleje de planlagte boliger.

Der er flere end 800 personer, der fortsat ønsker at betale for en plads på ventelisterne - enten som boligsøgende eller som ikke-boligsøgende.

Store forbedringsarbejder er også i støbeskeen for de ældste boliger i Søndergade, Gasværksvej, Smalbyvej, Skovparken, Løvparken, Gravensgade, Fasanvej, Fortunavej, Glentevej og Vestergade.

Bjarne Jørgensen regner først med, at renoveringen kan komme i gang i 2017-2018.

- Det er landsbyggefonden, der skal give grønt lys til renoveringsarbejdet, fortæller Bjarne Jørgensen. Der er holdt møder med Landsbyggefonden, og der er indsendt supplerende oplysninger til Landsbyggefonden, som det er aftalt.

- Vi ser nu frem til, at der gives endelige tilsagn om støtte og om udmelding af et forventet tidspunkt for projekternes opstart. Det er vigtigt, at projekterne gennemføres, så boligerne og udeområderne i de ældste afdelinger kan komme til at leve op til de krav, som nuværende og kommende lejere har til komfort og energiforbrug.

- En af vores målsætninger er at udvikle foreningen med flere lejemål, så vi får mulighed for at administrere et større antal boliger. Jo flere boliger vi administrerer, jo lavere bliver prisen for administrationen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.