Mangel på læger truer kommunen

BRØNDERSLEV:Næsten halvdelen af de praktiserende læger, som Brønderslev Kommunes borgere kan vælge imellem, fylder 55 år eller mere i år. Kommunen har en liste med læger, som borgere i kommunen kan vælge. Ud af de 40 læger på listen vil sytten være fyldt minimum 55, når året 2005 er omme. Det svarer til 42,5 procent. Der er derfor god grund til at tro, at mange af dem, vil være pensioneret indenfor fem til ti år, da kun fire læger på hele listen er over 60. I selve Brønderslev vil tre ud af byens otte læger, være fyldt 55 til nytår, og der mangler allerede 2 praktiserende læger i Brønderslev. At der er 40 læger på listen og kun otte i Brønderslev kræver en forklaring. Læger uden grænser Afhængigt af hvor man bor i Brønderslev Kommune, har man mulighed for at vælge forskellige læger. Også fra andre kommuner. Eneste krav er, at der er under femten kilometer til lægen fra borgerens bopæl. Listen med læger tæller som sagt 40 læger. Reelt er valgmulighederne dog begrænset voldsomt for den enkelte borger, fordi de fleste læger ligger mere end femten kilometer væk. 30 af de 40 læger på listen ligger nemlig i Brønderslevs nabokommuner, men nær grænsen til Brønderslev Kommune. For eksempel i udkanten af Dronninglund eller Løkken-Vrå Kommune. Derfor er det kun de borgere, der bor tæt på kommunegrænsen, som kan vælge disse læger. Regnestykket gøres op Kun ti af listens læger har praksis i Brønderslev Kommune, to af dem i Jerslev. De tager dog kun patienter, der har postnummer i Jerslev. Det betyder, når regnestykket er gjort op, at borgere, der bor i Brønderslev by, reelt kan vælge 8 læger. Hvis man bor i den nordlige eller sydlige del af byen, kan man dog være heldig, at lægerne i Vrensted og Sulsted sniger sig inden for 15 kilometer.