EMNER

Mangel på ledere sætter stopper for idræt for Hjallerups småbørn

HJALLERUP:Der bliver ingen børneidræt for de to-seksårige i år. Det har ganske enkelt ikke været muligt at skaffe ledere. - Vi har brugt så megen energi på det, så nu orker vi ikke mere, siger Zitta Pedersen fra håndboldafdelingens ungdomsudvalg med stor beklagelse. De børn, der har vist interesse for at være med, vil i løbet af ugen modtage et brev om, at der ikke bliver nogen træning i hallen. Men planen er at forsøge igen til næste år. Forældrene er ellers flinke til at møde op sammen med de små, men trods utallige opforringer har ingen været villige til at stå for styring og planlægning. En flok ungdomstrænere stod klar til at hjælpe, men de kan ikke klare det alene. Der skal bruges to-tre voksne til at tage det overordnede ansvar. Aktiviteterne for de mindste børn har i flere år foregået udelukkende med frivillige ledere. Formålet er at vænne børnene til at være i hallen og turde tumle sig på det store gulv, og det har hidtil været en stor succes.