Mangel på organer koster millioner

København, lørdag /ritzau/ Patienterne kunne få et bedre liv, og det danske samfund kunne spare 100 mio. kr. her og nu, hvis der blev fundet donorer til de 531 personer, der venter på at få en ny nyre. Det skriver Berlingske Tidende søndag. Men det sker ikke. For modsat andre lande, for eksempel Sverige, bruger Danmark kun småpenge på at få flere danskere til at melde sig som donorer, og det er en stor fejl, lyder det fra bl.a. nyrelæger. - Patienterne bliver parkeret i en behandling, som er ringere og meget dyrere end transplantation. Man har ikke fra politisk side indset, at her er en sag, som er værd at opprioritere, siger overlæge Søren Madsen fra Nyremedicinsk Afdeling ved Skejby Sygehus. Manglen på donorer til organtransplantationer er i dag katastrofal, og antallet af alvorligt syge, som venter på den mest almindelige transplantation, en ny nyre, er derfor i hastig stigning. I de seneste fem år er antallet af nyrepatienter på venteliste steget fra godt 400 til 531 personer - og det er dyrt for samfundet. Det koster omkring 350.000 kr. årligt at have en nyrepatient i den livsvigtige dialysebehandling. Alene de 531 ventende, som er blevet godkendt til transplantation, koster altså samfundet over 180 mio. kr. årligt. En transplantation koster derimod kun 150.000 kr., så samfundet kunne spare op mod 100 mio. kr., hvis der var donorer nok til at få opereret de 531 på ventelisten. I årevis har det været kendt, at mange brugbare donororganer går tabt, fordi pårørende ikke kender den afdødes holdning til organdonation. Alligevel bruger det offentlige i dag kun omkring én mio. kr. om året på at informere om Donorregistret. Sverige derimod bruger 22 mio. kr. over en tre-årig periode på at aflive myter om organdonation og påpege det vigtige i at tage stilling. /ritzau/