Lokalpolitik

Mangel på politisk mod at undgå nyt parti

Der opstår situationer, hvor frisind, tolerance og demokrati-opfattelse sættes på prøve.

Ofte med det resultat, at prøven ikke bliver bestået. Det er, hvad der er sket i Aalborg, efter at en ny liste: "Stop islamiseringen af Danmark", har følt sig kaldet til at stille op til byrådsvalget i Aalborg. Det har fået de øvrige partier til at reagere med erklæringer om, at de ikke vil være i stue med "anti-islamisterne". Forstået på den måde, at de ikke vil deltage i vælgermøder sammen med kandidater fra "Stop islamiseringen". Så dyb er deres foragt for den nye liste. Deres afstandtagen, fra de tanker, som "antiislamisterne" fører frem, er forståelig. Men reaktionen er dum. Der er næppe nogen, der vil opfatte mig som sympatisør med "de fremmedfjendske". Jeg har foragt for de kvalmende holdninger mod flygtninge/indvandrere, der er gjort til politisk korrekthed. Jeg væmmes ved konstateringen af, at "mit eget parti", Socialdemokratiet, har fundet det nødvendigt at indgå i aftaler med regeringen og Dansk Folkeparti for at umenneskeliggøre vilkårene for de ringest stillede af de etniske grupper i Danmark. Jeg tager afstand fra "Stop islamiseringen" – og opfatter listens entré i Aalborgs kommunalpolitik som en vederstyggelighed. Men jeg anerkender deres ret til at anmelde sig over for vælgerne og deltage i det valg, der er prøven på demokratiet. Også i lokalsamfundet. Det er dér, "anti-islamisterne" kan argumentere for deres forunderlige holdninger og få afprøvet dem i dialogen med de politiske partier. At undgå dem er alene mangel på politisk mod – og udtryk for en følelse af underlegenhed afmagt. "Stop islamiseringen af Danmark" er i Aalborg en fortsættelse af "Stop Indvandringen", der forsøgte sig til byrådsvalget i 1997. Dengang fik den fremmedfjendske liste 1817 stemmer (2,4 procent) – og var tæt på en plads i byrådet. Tilslutningen var den samme som Kristeligt Folkeparti og Enhedslisten (uden sammenligning i øvrigt!) scorede ved 2001-valget. Der er uden tvivl vælgere, der er blevet "hjemløse", efter at Dansk Folkeparti nu – i bestræbelserne på at nærme sig Socialdemokraternes og gøre sig salonfähige – har nedtonet retorikken. Derfor er det nu en vælgergruppe, der er søgende. Det er uklogt at kanøfle dem eller gøre dem til martyrer, sådan som de traditionelle partier synes at have valgt det gennem deres alt for enfoldige reaktioner. Dialogen og argumentets kraft er vejen. Men det forudsætter selvfølgelig, at man har argumenterne og modet. Og bekender sig til den grundlæggende demokrati-holdning: At indrømme retten – også til de mest rabiate holdninger. I troen på, at vælgerne til syvende og sidst er de klogeste. Også klogere end politikerne.