Mangel på ringe-fingre til søndagsindsamling

Hirtshals 1. april 2003 08:00

SINDAL: Nu på søndag 6. april vil mange ringe-fingre være på spil, idet ikke så få dørklokker skal stemmes. Det er blevet tid til den årlige landsindsamling i Kræftens Bekæmpelse, og netop denne gang vil organisationen gerne have et rigtigt flot resultat, fordi netop i år kan Kræftens Bekæmpelse fejre sit 75 års jubilæum. Det er også tilfældet for afdelingen i Sindal, som imidlertid - her, relativt kort før søndagsindsamlingen - er stødt på det problem, at man mangler indsamlere. Tilmelding - Vi mangler stadig indsamlere i Sindal Kommune - især til landruterne. Hvis vi kan få alle ruterne besat med indsamlere, så kan vi love, at de fleste borgere får besøg af en indsamler fra Kræftens Bekæmpelse på søndag, siger formanden for Kræftens Bekæmpelse i Sindal, Niels Helver. - Hvis man har lyst til at melde sig som indsamler på en rute her i kommunen, kan det blandt andet ske ved at henvende sig til Annemarie Johansen, Sindal, men man kan også melde sig til ved at kontake Kræftens Bekæmpelse direkte eller via hjemmesiden www.cancer.dk. Fælles Sidste år blev der sat en rekord ved landsindsamlingen, hvor 84 indsamlere fik knap 64.000 kroner i bøssen. Det svarer i snit til mere end 17 kroner pr. husstand, men i Sindal sætter man snuden op efter en ny rekord her i jubilæumsåret. Et jubilæum, der som tidligere omtalt, vil blive markeret på herregården Odden, hvor lokalafdelingerne i Hjørring, Sindal og Hirtshals er gået sammen om et arrangement. Det holdes lørdag 30. august, og dagen byder blandt andet på koncert ved verdensnavnene Michala Petri og Lars Hannibal, men der vil også foregå en lang række andre aktiviteter, blandt andet for børn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...