Aalborg

Mangelfuld halanalyse

HALPLADS:Peter Skram slår til lyd for udvidelse af halkapaciteten i Hasseris i NORDJYSKE 8. oktober. Der er ingen tvivl om at halanalysen viser, at KFUM-hallen i Hasseris har en særdeles høj udnyttelsegrad. Men det er også tilfældet andre steder. Og endog med en større udnyttelsesgrad end KFUM-hallen. Faktisk viser halanalysen, at der kun er meget begrænset ubenyttet tid i idrætshallerne i Aalborg kommune. Når man skal identificere de områder hvor udviklingen og dermed presset på haltimer bliver størst, er der flere faktorer. Det gælder mobiliteten, kvalitet, fleksiblitet i udbuddet, fleksibel arbejdstid, byudvikling og familiemønstre. Ombygningen i Gigantium vil udvide kapaciteten svarende til tre-fire haller. Nu mener jeg at vide, at Peter Skram, som jeg også selv gør, holder fast ved at tilbuddet skal være i lokalområdet. Men der vil blive tale om henvisning af motionister til Gigantium. Måske kunne denne forkerte beslutning vendes til noget positivt ved at Gigantium kun benyttes med fleksibel tilmelding, så man booker tidspunkt fra gang til gang. Halanalysen er mangelfuld hvad angår brug af gymnastiksale på skolerne. Men her er der grund til at råbe vagt i gevær. Det kan ikke være rigtigt at en gruppe over 25 år kan spærre adgangen for DUS-børn i eftermiddagstimerne. Det må være ret og rimeligt at anvendelse af skolernes gymastiksale er fra kl. 16.30, hvor DUS-børnene er på vej hjem. En anden mangel i analysen er at weekendkapaciteten ikke er med. Men alt i alt Peter, så er vi enige om en markant øget fokus på sundhed og fysisk udfoldelse som selvsagt øger presset på halkapaciteten overalt i den nye storkommune. Så det sidste ord er ikke sagt i denne sag.