Manglede papir på jagtgevær

21-årig mand er varetægtsfænglet i fire uger for at have opbevaret et jagtgevær uden at have tilladelse til det. Risikerer at skulle i fængsel i et år. Opdateret kl. 12.35

- Med politikernes seneste stramning af lovginingen omkring opbevaring af våben risikerer den unge mand at komme i fængsel i et år, fortæller vicepolitikommissær Gerner Kannegaard, Nordjyllands Politi i Hjørring. Politiet opsøgte den 21-årige på bopælen i Brovst for at ransage efter hælervarer fra en stribe indbrud i Fjerritslev - og Brovst-området. Sådanne blev ikke fundet. Det blev derimod et jagtgevær, som han ikke havde tilladelse til at opbevare. - I retten forklarede han at have købt våbenet i sommer med henblik på at få en tilladelse til opbevaring udstedt. Men så langt kom han ikke. Gerner Kannegaard fortæller, at den unge mand risikerer at skulle overgå direkte fra varetægtsfængsling til afsoning, hvis han dømmes.