Havne

Manglende asfalt er havnens akilleshæl

Transportminister Hans Christian Schmidt (V) besøgte Aalborg Havn.

Hvis Aalborg Havn A/S har en akilleshæl, så er det, at Tranholmvej er eneste vej til havnen, hvor stadig flere virksomheder skyder op. For at gøre opmærksom på havnens betydning og ikke mindst vigtigheden af at have den rette infrastruktur også på land, havde Aalborg Havn i går inviteret transportminister Hans Christian Schmidt på besøg. - Modsat mange andre havne, så er Aalborg Havn jo ikke en tidligere statshavn, og vi har derfor ikke en statsvej til havnen. Vi vil gerne have Staten til at betale for en udvidelse af Tranholmsvej til en pris i omegnen af 50-60 millioner kroner, fordi det er en nødvendighed som følge af vores vækst, forklarer Ole Brøndum, salg og marketingschef i Aalborg Havn. Han henviser til, at stadig flere virksomheder slår sig ned i området, senest blandt andre distributionsvirksomhederne Weber og Carlsberg. Desuden er området ved Østhavnen et af Aalborg Kommunes tre store områder med erhvervsudvikling. - Derfor kommer der stadig mere pres på Tranholmvej, siger Ole Brøndum. Som en mulig løsning peger havnen på en vejforbindelse med udgangspunkt i et tilslutningsanlæg på E45 ved Th. Sauers Vej. Via Universitetsboulevarden og en udbygget Egensevej skal trafikken føres frem til Nørkæret, der skal udbygges til en bred tosporet vej, der møder Rørdalsvej øst for Romdrup Å. På mødet med ministeren deltog også teknisk rådmand Mariann Nørgaard (V) og det blev aftalt, at kommunen tager den videre kontakt til ministeren.