Manglende ledelse på VUC-afdeling

Et boom i kursister har ødelagt ny struktur på VUC. Amtet vil nu gribe ind

NORDJYLLAND:Virksomheder, der smækker dørene i, har skabt en stor tilstrømning til voksenundervisningen i Brovst. Men tilstrømningen kommer på et tidspunkt, hvor VUC i Brovst er blevet lagt under Aalborgs VUC-afdeling. Det har man gjort for at spare penge på ledelse, men med den nye tilstrømning er det netop ledelse, som mangler. Derfor har det skabt en situation, hvor der er for meget administrativt arbejde til den nuværende ledelse, mener formand for amtets undervisnings og kulturudvalg, Gunhild Bach Nielsen (R). - Det er ikke tilfredsstillende, at man ikke kan komme i kontakt med lederen, forklarer hun og peger på, at det ikke skyldes centerets ledelses, men manglende ressourcer. Dette nikker lokalafdelingsleder i Brovst, Jens Jørgen Guldberg Madsen, genkendende til. Han peger på, at afdelingen gik fra to ledere i afdelingen til en halv lederstilling. Samtidig voksede antallet af ansatte med 10 til 40. Derfor bad udvalget i går forvaltningen at se på, hvor man bedst griber ind. Men de penge - lidt over en million kroner - har udvalget nu opgivet at spare. - Det var for at spare penge, at vi valgte den løsning dengang. Men med den nuværende udvikling er det ikke muligt at spare den million og ikke forsvarligt. Vi må have flere ledelsesressourcer til, fortæller Gunhild Bach Nielsen. På VUC i Brovst er man glade for udmeldingen. - Det er til glæde for kursisterne og arbejdspladsen. Det er en god justering, for det handler om kvalitet. Samtidig skal der være en god harmoni mellem ledelse og ansatte, fortæller lokalafdelingsleder Jens Jørgen Guldberg Madsen.