Aars

Manglende omtanke

Mobiltelefonerne er uden tvivl kommet for at blive. Men jeg synes, at omtanke i forbindelse med den hyppige brug er en mangelvare.

To oplevelser inden for kort tid får mig til at komme med et forarget indspark. På byens lille nye cafe hørte jeg en højlydt samtale mellem en eller anden form for sagsbehandler og en person, måske en bekymret far eller mor, der ville vide noget om afsoning af fængselsstraf med fodlænke. Der var også en snak om behandling af stofmisbrug. Jeg spurgte ikke kvinden, der talte i telefon, hvor hun kom fra, så jeg kan kun komme med min kommentar her i avisen. Men hun kan måske være ansat hos en advokat - eller på et offentligt kontor. Det hører ingen steder hjemme at tage sådanne samtaler, som den, der ringer op, tror er fortrolig, mens man spiser frokost på en offentlig cafe! I en lille by som Aars, hvor mange kender mange, ville medlyttende gæster måske kunne regne ud, hvem der lige havde fået en fængselsstraf på syv måneder. Og "sagsbehandleren" gjorde virkelig intet for at være diskret ved at sænke stemmen - hvilket stort set ikke ville have hjulpet på så lille et sted. I bussen må man altid lægge øre til mange historier. Men for nylig talte en kvinde meget højlydt i en halv times tid (hun snakkede stadig, da hun stod af bussen) om et problem på en arbejdsplads. Hun var tjener, så vidt jeg forstod. Der var kommet for lidt mad - for få retter - til et selskab pga. en eller anden misforståelse. Desuden havde én af de andre ansatte ikke opført sig ordentligt. Den kvindelige tjener var godt sur i skralden, så hun havde forfattet en skriftlig klage - som hun punkt for punkt læste op i bussen. Hvis det virkelig var nødvendigt, kunne hun have siddet hjemme i sin egen stue og råbt op. Jeg prøvede at skifte plads for at få lidt fred til at læse. Men den gennemtrængende stemme kunne høres både her og der. Og nej, jeg kan ikke bare slukke for hørelsen. Til sidst vil jeg lige komme med en reminder om, at det ikke er tilladt at køre bil, mens man snakker i håndholdt telefon - hvilket man ser dagligt.