Børnepasning

Manglende opdragelse - eller blot manglende interesse?

BØRN:Forældrene i Danmark har svigtet deres position i familien. De varetager ikke længere den plads i familien, som de er sat til, nemlig pligten til at opdrage og drage omsorg for barnet. Det vil sige opdrage barnet til Iydighed, have interesse, vise omsorg og give det kærlighed. I stedet for tilsidesættes barnet på bekostning af, at forældrenes egne behov dækkes. Lige fra dag ét præsenteres barnet for den nye familieform i Danmark ved at få bekræftet, at far og mor har deres hverdag, som skal passes. Derefter må man se hvor megen tid, der er til overs til barnet. Især moderen gør det klart, at hun i hvert fald ikke kan overkomme at gå hjemme det første halve til hele år efter barnets fødsel. Selv om hun fra naturens hånd er den barnet er knyttet mest til de første leveår. Det forekommer for hende som en urimelighed, isolation og nedværdigelse af hendes kvindelige identitet og karrieremulighed, selv om hun er den eneste som kan amme barnet. Nytænkning må da være at ansætte ammekvinder på vuggestuer eller i dagplejen, så moderen ikke lastes med at skulle gå hjemme og passe sit barn de første leveår. Et barn i Danmark er således ikke længere et barn, som tilhører en familie, men samfundets barn. Forældrene står kun som producenten til barnet. Alt, hvad der gælder et barns opvækst, frasiger forældrene sig og overlader til det offentlige. Men et barn er, indtil det er 18 år, undergivet forældrenes opdragelse og ansvar, og de råder dermed over barnets person og dets myndighed. Det vil sige, at forældrene har en beføjelse over barnet, som de ikke kan lade stå til. I denne beføjelse og myndighed ligger det at opdrage barnet, hvilket er for barnets skyld. Ved at sætte normer for, hvad barnet må og ikke må, tage konflikten op, når den opstår, og ikke give efter som den nemmeste løsning, fordi man ikke har overskuddet eller ikke gider tackle problemet netop nu, viser over for barnet, at man som forældre har interesse i det og omsorg for det. Det at drage omsorg for sit barn er at være nærværende som forældre, vise det kærlighed, og at man som forældre vil sætte grænser for, hvad barnet må uanset omgivelsernes mening. Samtidig viser disse restriktioner, som forældrene skulle sætte, at være et indirekte udtryk for kærlighed og interesse for barnets ve og vel, selv om de af barnet opfattes som nægtelser og værende ukærlige. Det er her, forældrene i Danmark viser mangel på interesse i forhold til deres eget barn. Det er forældrenes manglende stillingtagen til, hvordan de vil opdrage deres barn, som er en mangelvare i nutidens Danmark, for den findes ikke. Det er et udtryk for, at børnene er institutionsbørn, som forældrene højst har fællesskab med i weekenden og dermed ikke har store planer om opdragelse, for nu har forældrene fri. Men det er forældrenes opgave at sætte normerne for, hvordan barnets adfærd skal være, og ikke samfundet såsom institution, skole, sociale myndigheder eller anden myndighed, f.eks. politiet. Det er bemærkelsesværdigt i denne sammenhæng, at forældrene i dag er af den opfattelse, at den primære opdragelse af deres barn skal foregå gennem institution og skole, som består af et fremmed personale, som de egentlig ikke har den store indflydelse på at sammensætte, som opdrager for deres barn. Forældrene indsætter dermed sig selv som sekundær opdrager og derved gør de sig selv uansvarlige for denne opgave, det er at være forældre, da deres opgave kun vil være at sørge for barnet om morgenen, aftenen og i weekenden. Måske har forældrene et bevidst ønske om at være passive forældre. Danske forældre er åbenbart tilfredse med denne bijobsbeskæftigelse, der er tidsbegrænset og kan henvise til den offentlige instans, som i Danmark er blevet den primære forældre for samfundets børn. Men desværre, kære forældre, er det ikke deres opgave, hvor skønt det end ville være at kunne frasige sig denne ansvarsfulde opgave og kun inddrage børnene i familielivet når det passer i forældrenes tidsplan, og dermed dække sig under begreberne kvantitets- og kvalitetstid med sit barn. Det er med denne begrebsopdeling blevet en opfattelse fra forældrenes side, at barnet ikke har godt af at have samvær med sine forældre, hvis de ikke kan yde det kvalitetstid, hvilket er defineret af forældrene og vil sige at barnet skal have forældrenes fulde opmærksomhed. Det er derfor forældrenes opfattelse, at barnet har bedre af at være sammen med andre børn i børnehaven eller i dagplejen og først hentes kl. 17 eller senere. Desværre er denne kvalitetstid ofte blot forbeholdt weekenden. Men er det så en kvalitetstid, som ydes barnet, og har forældrene det samvær med barnet som de gerne vil give det gennem denne dyrebare kvalitetstid? Ofte bliver kvalitetstiden med barnet i weekenden blot serviceret med video, spil eller med en anden form for passivisering, for der har forældrene andre gøremål. Forældrene ønsker altså blot at have barnet inden for en begrænset tid, indpasset efter deres plan, så de opnår at give barnet den berømte "kvalitetstid", hvor enhver form for ansvar og forpligtelse som forældre er fralagt, og givet videre i dagligdagen til diverse institutioner, hvor pædagogen "Per" eller "Lone" må stå for opdragelsen. Måske havde barnet også brug for kvantitetstiden, så det oplevede hvem deres far og mor er på andre niveauer, end blot som et servicesorgan. Men i stedet for bliver det et samfund med de fremmedgjorte børn. Et barn i dag har vanskeligt ved at forstå, hvordan det skal opføre sig, fordi forældrene ikke har taget deres position om at være forældre alvorligt eller total misforstået, hvad det vil sige at være forældre. Barnet har svært ved at adlyde og udvise en pæn adfærd, da det ikke har stiftet bekendtskab med dets hjems normer, som skulle være reglerne for dets adfærdsmønster. For det ved vel knap nok, hvordan far og mor vil, at det skal opføre sig, da de ikke har opdraget det, men deporteret det til et flæng af samfundets mangfoldige udbud af institutioner med vekslende personale, og ladet x antal voksne sætte normerne for deres barn, hvilket ofte får barnet til at udvise en mærkelig adfærd over for andre, for de ved ikke, hvem af de voksne, de skal forholde sig til, fordi hver enkelt voksen har forskellig opfattelse af hvordan barnet skal opdrages. Men som samfundet udvikler sig, må det vel være på sin plads at få en endnu mere mobil og bredere varesortiment af institutioner for de kære forældre. For det kan da ikke være rimeligt, at forældrene skal belastes med deres børn hele weekenden, når de også selv skal slappe af, forberede sig og være ladet op til den kommende uge. Derfor må det være på sin plads at der kommer "søndagsbørnehaver" fra kl. 14-17.30.