Manglende respekt for det fælles rum

Oscar Vela
Bygholmen 1, Aalborg
Det er svært at for­stå, at no­gen kan fin­de glæ­de i at knæk­ke ny­plan­te­de træ­er, skri­ver Os­car Vela. pri­vat­fo­to
EMNER 25. august 2007 06:00

HÆRVÆRK: Jeg har set det før, og jeg bliver stadig skuffet over synet af unge nyplantede træer, der brutalt bliver brækket over. Jeg kæmper med at forstå glæden over sådanne handlinger, hvad har motiveret personer til det? Hvor er udfordringen og tilfredsheden ved at brække tynde forsvarsløse purunge nyplantede træer???? Hvor starter sådan en ligegyldighed for vores fælles rum - er det dårlig opdragelse, er de åndeligt retarderede eller endnu et udslag af ungdommens kådhed hvor destruktionen er den mest nærliggende impuls. På et eller andet tidspunkt er der sået et kim til ikke at føle ansvar for det fælles rum. Vi møder udslag deraf på buskene, på fælles arealer hvor der ofte ligger henkastet tomme dåser, ølflasker, slikpapir og al mulig andet affald fra vores overforbrugssamfund. Jeg hører ofte ordet ”Respekt” blandt de unges tale, men ”Ansvar” er nok et mere sjældent brugt ord. Men ansvar og respekt er uadskillige størrelser, når vi taler om det kollektive rum. Vi er helt galt på den hvis vi tror, at vi ikke alle er ansvarlige for de ting der sker omkring os, for de holdninger der stille og roligt vokser omkring spredes som ringe i vandet. Den forråelse af tilstandene i det offentlige rum kommer blandt andet til udtryk i, at vi lider af ansvarsforflyttelse. Vi forventer, at når askebægret bliver tømt ud af bilvinduet, så betyder det ikke noget. Når vores fortove er overklistret af tyggegummi, er der ikke nogen, der tager notits af det. Jeg tror ikke, det er en del af den personlige frihed at pisse på veje og stræder, lige så vel er det ikke i orden at spytte tyggegummi på fortove, men vi lever i et samfund hvor vi har en forventning at der altid kommer en instans og rydder op efter os. Vi opfører os som dovne hjemmeboende teenagere, der efterlader al skidt på vores vej med den tro at det ordner mor (og det gør mor som regel). Vi må lære at stille krav til os selv og andre, og ikke stiltiende give indtryk af at det går nok, Det er ikke godt nok at holde kæft når bare det går ud over andre. Vi har et ansvar for at sige fra, tage tydelig og klar afstand fra at betragte vores fælles rum som en stor skraldespand. Den måde vi behandler vores fælles rum smitter også af på den måde, vi behandler hinanden på. Så det er ikke ligegyldigt når børn og voksne ikke har lært at passe på vores fælles rum, og det er dér jeg tror at vores velfærd på en måde har spillet fallit. Vi føler ikke længere et ansvar, fordi det ansvar har vi deponeret i vores skat, og derved har vi til en vis grad mistet noget af respekten for det kollektive. Vi er blevet konformt upersonlige, og hvis vi ikke passer på, bliver vi paranoide af ligegyldighed og mister tilliden til vores næste. Og den udvikling er vi selv ansvarlige for, hvis vi ikke erkender, at vi skal blande os og gå i front og sige til vores børn og venner, at det betyder noget det vi gør - det vi siger. Forkortet af red.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...