Mangler 150.000 kroner til musikhus

Overvejer at lave en fundraisingkoncert for at få de sidste penge ind til det nye musikhus

PANDRUP:På nuværende tidspunkt har håndværkerne travlt med at sætte lokalerne på Lundbakvej 1a i stand, der fremover skal udgøre kommunens nye musikalske samlingspunkt, hvad enten man er elev i musikskolen eller er musikinteresseret. Efter planen er håndværkerne færdige i slutningen af marts, hvorefter musikskolens administration, der i øjeblikket holder til på Saltum Centralskole, rykker ind i lokalerne. Det er dog endnu ikke lykkedes Pandrup Kommunale Musikskole og støtteforeningen "Musikhuset" at samle tilstrækkeligt med penge ind til at indrette lokalerne, som det oprindeligt var planen - også selv om foreningen har søgt ved knap 40 fonde. - Vi håbede at få midler hjem til inventar via fonde, men det er altså ikke lykkedes og derfor har vi en stor udfordring for at få det til at hænge sammen, siger leder af den kommunale musikskole,Carsten Bilde. Selv om Musikskolen allerede har en del instrumenter og teknisk udstyr på de enkelte folkeskoler, kan det alt sammen ikke uden videre flyttes med til det nye musikhus, da en del af undervisningen stadig skal foregå på skolerne. Jyske Bank i Pandrup har sponseret brugte møbler og køkkenservice - alligevel er der behov for 150.000 kroner til inventar, instrumenter og teknisk udstyr - heraf har Pandrup Kommune bevilget 50.000 kroner. - En kopimaskine koster 23.000 kroner og det tekniske udstyr til studiet koster mellem 40-50.000 kroner, så de penge er jo hurtigt væk, siger Carsten Bilde. Desuden er der brug for et nyt klaver til 50.000 kroner og derfor vil foreningen og musikskolen forsøge sig med lokale indsamlinger. - Vi overvejer at lave en lokal fundraising-koncert, desuden vil vi søge børne- og kulturudvalget om midler, siger Carsten Bilde og påpeger, at der arbejdes videre med indflytningen, selv om alle pengene ikke er fundet. - Det betyder, at vi ikke nødvendigvis kan bruge lokalerne, som vi havde tænkt os, fuldt ud fra starten, siger han.