Mangler både tid, sted og motiv i knivstiksag

Politiet er fortsat på bar bund i sag om knivoverfald, der nær kostede 59-årig livet

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

der er fundet blodspor her på bænken i Ryesgade, hvor den 59-årige satte sig for at ryge. Men om overfaldet er sket her er uklart. Foto: Jan Pedersen

AALBORG:Det er fortsat en gåde, hvad der egentlig skete med en 59-årig mand fra Aalborg, der natten til søndag vaklede ind på Asian Bodega på Kastetvej i Aalborg, såret af et livsfarligt knivstik i brystet. Ifølge vicepolitikommissær Allan Overgaard er politiet nærmest på bar bund i efterforskningen. Politiet aner således ikke, hvor overfaldet er sket, og der er hverken spor af gerningsmand eller våben, ligesom motivet til overfaldet er ukendt. Politiet går dog ud fra, at der kan være tale om et røverisk overfald, idet manden hverken havde tegnebog eller mobiltelefon på sig efter overfaldet. - Vi arbejder nu på at klarlægge den 59-åriges færden, efter at han kl 23:15 forlod Restaurant Tempo på Vesterbro. Og vi vil meget gerne høre fra vidner, der har lagt mærke til den 59-årige, siger Allan Overgaard. Ofret har fortalt, at han fra Tempo gik ned mod havnen, og at han derefter gik langs med havnen hen til Ryesgade, hvor han satte sig på en bænk foran en beboelsesejendom for at ryge en pibe tobak. Da han kort efter midnat vaklede ind på Asian Bodega på Kastetvej opdagede en mand, der sad ved baren, at han sank sammen. Den 59-årige var tilsyneladende ikke selv klar over, hvor alvorligt han var såret. Ifølge lægerne på Aalborg Sygehus var knivspidsen kun én millimeter fra at ramme ofret direkte i hjertet. Den 59-årige er ifølge politiet en ganske almindelig, velfungerende mand. Men han husker intet fra det tidspunkt, hvor han satte sig for at ryge, og indtil han kom ind på bodegaen - formentlig på grund af chok. Manden havde lidt et stort blodtab, inden han kom på operationsbordet natten til søndag. Politiet søger derfor vidner til den 59-årige mands færden mellem kl 23:15, da han forlod Tempo på Vesterbro, og til han kom ind på Asian Bodega kl 00:25. - Vi mangler at få klarlagt, hvor overfaldet er sket, og det gør efterforskningen og sikringen af spor meget vanskelig, siger Allan Overgaard. Overfaldet kan være sket i et meget stort område mellem Vesterbro, Kastetvej og Ryesgade. Selv kan den 59-årige ikke huske noget ud over, at han har siddet på bænken og røget en pibe tobak. Der er blodspor på bænken, men det kan ikke fastslås, at det var der, overfaldet skete. Den 59-årige har forklaret, at han gik fra Vesterbro mod havnen, og at han herefter fulgte havnekajen hen mod Ryesgade Et fodaftryk i nærheden af bænken skal undersøges nærmere, og det samme skal blodspor foran bodegaen, men om det er ofrets, gerningsmandens eller en tredjeparts blod vides ikke. En taxachauffør, meldte sig mandag og fortalte, at han søndag morgen havde e kørt med en passager, der var indsmurt i blod. - Men vi har ikke nogen oplysninger der kan underbygge, at der er en forbindelse til overfaldet på den 59-årige. Taxaturen gik fra midtbyen til vestbyen ved 6-tiden om morgenen, siger Allan Overgaard. Den 59-årige er 186 cm høj, normal til slank af bygning, har gråt-hvidt fuldskæg, tyndt gråt-hvidt hår med høj pande og måne. Han var iført sorte cowboybukser, en rødlig T-shirt, brune sko og en brun ruskindsjakke. Oplysninger kan gives til politiet på tlf. 114.