Mangler blot to point
Efter weekendens sejr over Tvis Holstebro tæt på sæsonmålet

Jesper Stick kunne glæde sig over en god weekend for Aalborg HK. Foto: Michael Bygballe
Det endte med at være en rigtig god weekend for 2. divisionsholdet Aalborg HK, der ikke bae selv hentede en vigtig udesejr mod Team Tvis Holstebro, men også kunne se rivalerne fra Vendsyssel herrehåndbold tabe et vigtigt skridt i oprykningskampen med nederlaget til Skjerns ligareserver. Dermed mangler Aalborg HK bare to point for at sikre sig en plads i oprykningsspillet, og der er to kampe tilbage. Kampen mod Team Tvis Holstebro blev aldrig spændende. Aalborg HK lagde sig i front med seks mål i første halvleg, og så startede man forrygende i defensiven efter pausen, hvor man holdt hjemmeholdet fra at score i 14 minutter. - Vi gav målmændene en halvleg hver, og jeg må sige, at Kristian Koch virkelig tog fra efter pausen. Han stod helt forrygende. Man kan jo sige, at det ikke var specielt imponerende, at vi selv kun scorede fire mål i samme tidsrum, men det var i hvert fald nok til at afgøre kampen, siger træner Jesper Stick. Svær udekamp Aalborg HK skal spille den næstsidste turneringskamp på søndag, men allerede i morgen aften venter en svær pokalkamp på udebane mod Roslev, der allerede har vundet Aalborg HK's division. - Det er jo et hold, som vi har spillet mange tætte kampe imod, men de plejer desværre at have krammet på os og har slået os to gange i denne sæson. Vi vil meget gerne vinde, men det havde nok været sjovere, hvis det var på hjemmebane, siger Jesper Stick. Søndag gælder det så Rækker Mølle på udebane i 2. division, og med en sejr her vil Aalborg HK være sikre på tredjepladsen, der giver oprykningsspil, fordi Skjerns ligareserver, der indtager andenpladsen, ikke kan rykke op. - Men det bliver bestemt ikke nogen nem kamp. De plejer at være ganske gode på hjemmebane. Selvfølgelig er det en kamp, hvor vi vil være favoritter, og det er da også den på papiret nemmeste modstander af de to, vi har tilbage. Men det vil stadig kræve en koncentreret indsats, hvis vi skal vinde, siger træneren. Aalborg HK møder Skjern i den sidste kamp i turneringen, og det er 31. marts på hjemmebane.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.