Maraton på fem dage

Aalborg 1. juli 2003 08:00

RØDHUS: I aftes gik startskuddet til dette års udgave af etapeløbet "Etape Rødhus", som Aalborg Atletik & Motion arrangerer i den smukke natur ved Vestkysten. Deltagerne får mulighed for at løbe en maraton på fem dage, og den opfordring har løbere fra hele landet taget imod. Men hvis man er interersseret i at løbe en enkelt etape eller to, kan man møde op i de kommende dage. Første etape på ni kilometer begyndte ved Rødhus Klit Feriecenter, hvorfra der blev løbet på asfalt og grusveje samt et par kilometer langs stranden, inden løberne atter kunne skimte målet ved feriecentret. I aften skal deltagerne ud på en flad rute på 6,3 km., hvor der løbes på mark- og grusveje samt i fyrreskovsbeplantningen rundt omkring Fårup Sommerland. Onsdag går turen til den naturskønne Blokhus Klitplantage. Her skal løberne ligeledes ud på en flad rute, når der skal tilbagelægges 8,7 km. grus, jord og fast sand. Der er start og mål ved p-pladsen på Kystvejen midt mellem Hune og Rødhus. Torsdag, hvor fjerde etape på 7,7 km løbes, får deltagerne lejlighed til at prøve kræfter med det afvekslende og stærkt kuperede terræn ved Svinkløv Klitplantage. Løbet starter ved Svinkløv Badehotel med 500 m lang stigning på asfalt, inden løberne kommer ind på et fladere terræn i skoven. Ruten bliver stadig mere kuperet, og arrangørerne opfordrer løberne til at gemme nogle kræfter til sidst eller tage den med ro og samtidig nyde den flotte havudsigt fra den gamle stenalderkystskrænt. Ved den femte og sidste etape er start og mål tilbage ved Rødhus Klit FerieCenter, men denne gang går løbeturen gennem Tranum Klitplantage, og de 10,5 km byder på både klitterræn, grusveje og pæne stigninger. Fredag aften efter den sidste etape er gennemført, får løberne mulighed for at udveksle ugens løbeerfaringer og slappe af ved en afslutningsfest.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...