Maratonsag afgjort: Lange straffe for våben og skyderi

Seks mænd i alderen 21 til 26 år er blevet dømt for ulovlig våbenbesiddelse og skyderi på Vilsundvej i Aalborg Øst

De fem af de seks tiltalte i sagen blev anholdt på Pontoppidanstræde i Aalborg efter en kort biljagt. Arkivfoto: Jan Pedersen

De fem af de seks tiltalte i sagen blev anholdt på Pontoppidanstræde i Aalborg efter en kort biljagt. Arkivfoto: Jan Pedersen

AALBORG:Det vrimlede med politi, forsvarsadvokater og tilhørere, da Retten i Aalborg ved middagstid mandag afsagde dom over seks unge mænd, der alle blev idømt langvarige ubetingede fængselsstraffe for våbenbesiddelse, og de fem af dem også for at have brugt et haglgevær ved et skyderi på Vilsundvej i Aalborg Øst 12. september sidste år.

Ved skyderiet blev en bil ramt, men haglene fra skuddet trængte ikke igennem bilens ruder. Et andet af de i alt tre skud, der ifølge anklageskriftet blev affyret ved episoden, ramte en lejlighed på Vilsundvej, hvor der opholdt sig to personer.

Lange straffe

To 21-årige mænd, en 22-årig og en 26-årig mand blev af domsmandsretten alle idømt tre år og seks måneders fængsel, mens en 25-årig mand fik den længste straf - nemlig fire år og tre måneder, heraf var de ni måneder dog en reststraf fra en tidligere dom. En 24-årig mand fik med to år og seks måneder den mildeste straf af de seks.

Det skyldtes, at han ikke blev dømt for det tiltalepunkt, der handlede om skyderiet på Vilsundvej. Han blev derimod dømt for ulovlig våbenbesiddelse - bl.a. flere knive - samt slagvåben i form af et jernrør, en golfkølle og to knækkede fliser, der ifølge anklageskriftet skulle bruges til at tæve en anden mand med. Den 24-årige havde forklaret, at det ene og alene var hans egen beslutning at lægge våbenarsenalet i bagagerummet på den bil, der blev brugt i forbindelse med skyderiet på Vildsundvej.

Stak af i sort Audi

Efter skyderiet stak de fem af fra stedet i en bil, men en politipatrulje, der efter alarmeringen af politiet øjeblikkelig blev sendt til Vildsundvej, spottede en mistænkelig bil - en sort Audi - der forlod området. Politiet forfulgte bilen, der kørte galt og ramte en lygtepæl på Pontoppidanstræde, hvor de fem mænd i bilen alle blev anholdt.

De hårde straffe til de fem af de seks blev udløst dels af den ulovlige våbenbesiddelse, der alene giver to års fængsel, dels for i grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde at have voldt "nærliggende fare for nogens liv eller førlighed", der - med en strafferamme på otte års fængsel - altså kastede halvandet års fængsel af sig oveni de to for ulovlig våbenbesiddelse.

Retten har brugt adskillige retsdage til afhøringer af dels de tiltalte, dels på at høre forklaringer fra en stribe vidner og politifolk, der alle har været involveret i sagen.

En af de fem, der blev dømt for skyderiet - den 22-årige - havde under retssagen forklaret til sin forsvarer - han nægtede at udtale sig til anklageren - at det kun var ham, der havde skudt med haglgeværet, og at de andre blot tilfældigvis havde været til stede. Den 22-årige forklarede, at han havde en uoverensstemmelse med den mand, hvis bil der blev skudt efter angiveligt på grund af uenigheder om nogle "forretninger", hvis nærmere karakter, han ikke ville fortælle om.

Et af skuddene fra haglgeværet ramte et vindue i en lejlighed på Vilsundvej. Arkivfoto: Jan Pedersen

Et af skuddene fra haglgeværet ramte et vindue i en lejlighed på Vilsundvej. Arkivfoto: Jan Pedersen

Modtog dommene

De fire andre tiltalte nægtede sig alle skyldige i alt - både skyderiet og den ulovlige våbenbesiddelse i forbindelse med skyderiet.

Men domsmandsretten troede altså ikke på den 22-åriges forklaring om at han var alene om skyderiet. I stedet dømte retten dem alle fem efter anklageskriftets ordlyd om, at det var aftalt at "udøve vold" mod manden i bilen, og at de alle var kørt til Vildsundvej medbringende haglgeværet, som var blevet brugt ved skyderiet.

Fem af de seks dømte modtog deres domme. Kun den 24-årige, der fik den mildeste straf af alle, ville "sove på" afgørelsen og måtte derfor udbede sig 14 dages betænkningstid med henblik på eventuel anke af dommen.

Også anklagemyndigheden har 14 dage til en eventuel anke. Den afgørelse træffer Statsadvokaturen, når dommen er vurderet.

Retten bestemte også, at alle seks tiltalte skulle forblive varetægtsfængslede, indtil en egentlig afsoning af de lange fængselsstraffe kan begynde. De seks blev derfor efter afslutningen af mandagens domsafsigelse kørt tilbage til de arresthuse, hvor de har siddet fængslet siden sagens start 12. september 2017.

Af fængselsstraffene har de seks med varetægtsfængslingen siden 13. september 2017 allerede afsonet næsten 10 måneder.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.