EMNER

Marcherede mod vejlukning i Overlade

50 gik med naturfrednings-forening for at markere utilfredshed over, at en markvej er spærret

OVERLADE:En årelang vejstrid i landsbyen Overlade mellem Farsø og Løgstør kulminerede i aftes, da Danmarks Naturfredningsforenings lokalkomite i Løgstør havde indbudt til naturvandring på den omdiskuterede vej. Jens Haslund ejer markvejen, som alle dog ifølge en tinglysning har ret til at gå på. Han har tidligere haft vejen spærret med hegn, men amtet gav ham besked på at fjerne hegnet. Dagen efter parkerede han i stedet en lastbil som spærring. Derfor havde naturfredningsforeningen opfordret til naturvandring for at gøre opmærksom på striden. 50 havde valgt at gå med, men da de stod på markvejen ved den udrangerede lastbil, så dukkede Jens Haslund op for at snakke sin sag. - Jeg har solgt bilen, og den skal med garanti nok snart blive fjernet, bedyrede han. Det fik mange af del-tagerne på naturvandringen til at slå en latter op. De troede ikke meget på Jens Haslunds garantier, efter at bilen nu har stået det samme sted i et år. Løgstør Kommune har givet Jens Haslund en frist til august til at få lastbilen fjernet. Politianmeldt Det er Holger Larsen, som har gjort både amt, kommune og naturfredningsforening opmærksom på, at Jens Haslund har spærret vejen. Forud for naturvandringen i aftes havde Holger Larsen sørget for, at den lille markvej er jævnet med en gummiged, så den blev lettere at gå på. Det fik i går Jens Haslund til at politianmelde Holger Larsen. - Han har jo nærmest lavet en motorvej på min grund, lød det i aftes fra Jens Haslund, mens de 50 del-tagere gik forbi det gamle lastbilvrag. Bilen er købt af skrot-handler Ole Henriksen fra Strandby. Han garanterede i aftes telefonisk over for NORDJYSKE Medier, at bilen bliver fjernet i løbet af fem-seks dage. - Omvendt får jeg nu ikke mere travlt af, at en flok miljøtosser står og råber, sagde han. Formanden for Danmarks Naturfredningsforening, Bo Jacobsen, understregede i aftes over for de mange, der var mødt frem, at han håber striden snart er løst. - Der er noget principielt i denne sag. Alle danskere har ret til at færdes til fods eller på cykel i naturen i henhold til naturbeskyttelsesloven. Derfor skal der være fri passage på vejen fra Overlade til Lunden, lød det fra Bo Jacobsen.