Mareridt igen igen

Riis og co. igen uheldige i holdtidskørslen som de så gerne vil vinde

BLOIS:Bjarne Riis og Team CSC må endnu engang tage fra Frankrig med uforrettet sag, når det gælder den ellers højtprioriterede holdtidskørsel. Et ellers imponerende ridt af en meget velsmurt maskine måtte se sig slået med knap to sekunder af Lance Armstrongs Discovery Channel. Længe så det ellers godt ud for det danske mandskab, der førte ved samtlige målinger undervejs, men på de sidste kilometer slap amerikanerne foran. Måske takket være et styrt af den hidtidige gule trøje David Zabriskie. En trist situation for den ellers så sympatiske amerikaner, der mistede koncentrationen og som den eneste væltede kort før den sidste kilometer. Holdet var naturligvis skuffet men alligevel stolt af en flot præstation. Den gule trøje må nu skiftes ud med den rød-hvide CSC trøje, og så de gule og blå mærker på kroppen. Tid til angreb Sejren på holdtidskørslen betyder, at Armstrong igen kan køre ud på en Tour de France etape klædt i den gule trøje, men erfaringerne fra tidligere år vil vide, at trøjen fragives allerede i dag. De sidste to år har et udbrud fået lov til at køre hjem dagen efter holdløbet, så texanerens hold ikke skal bruge kræfter på at forsvare den gule trøje inden bjergene. Dermed er der lagt op til, at feltets lykkeriddere kan tage en mere oplagt chance i dag, i modsætning til de første dage, hvor det nærmest var givet, at sprinterne ville gå efter etapesejren. Tanken om et udbrud vil uden tvivl også have strejfet CSCs tyske dieselmotor Jens Voigt, der med gårsdagens præstation i holdløbet lige pludselig er meget tæt på den gule trøje. Det afhænger dog af, om Bjarne Riis har tænkt sig at tage spændetrøjen af manden med det ustyrligt morsomme Schwarzenegger-engelsk. Som om tabet af trøjen ikke var slemt nok for CSC, kan holdet også ærgre sig over, at reglerne på hoildtidskørslen betyder, at de ikke får taget helt så meget tid fra konkurrenterne som håbet. CSC kunne have taget 1.29 fra Phonak, men det bliver nu kun til 48 sekunder takket være de tåbelige regler. Handicap hører ikke hjemme i professionel cykelsport.