Mareridt med psykisk syg

Der var engang en familie, som havde et rigtig godt liv. Helt tilfreds med tingenes tilstand. Men så for godt halvandet år siden gik det galt.

Hvis en psykisk syg ikke selv kan erkende sin sygdom, er der ikke meget hjælp at hente for den syge og familien. Foto: Michael Koch

Hvis en psykisk syg ikke selv kan erkende sin sygdom, er der ikke meget hjælp at hente for den syge og familien. Foto: Michael Koch

Her starter mareridtet: Min mor fik en psykisk lidelse (eller den brød ud), der hedder mani. Den gør, at hun får et helt andet sind. Hun er meget mistænksom over for alle, måske især far. Hun er opstemt, som gør, at hun er noget mere aktiv end andre 79-årige medmennesker. Hun har vrangforestillinger. Værst af alt, er at hun ikke selv er klar over, at hun er syg. For det gør, at hun ikke vil tage medicin for hendes sygdom. Vi har prøvet: Ÿ Et familiemedlem så på hun tog en pille hver dag (dur ikke). Ÿ Jeg har haft skrevet en kontrakt mellem hende og mig (blev ikke overholdt). Ÿ Hjemmesygeplejerske kom og gav hende en pille hver dag (dur ikke). Ÿ Hun har været indlagt på psyk. åbne afd. i godt en måned (dur ikke, når hun bliver udskrevet, inden hun er klar over, hun er syg). Ÿ Børnebørnene er ikke hos hende, uden vi er der (hun er ligeglad. Det rammer mig lige i hjertet). Jeg har ikke tal på de gange, jeg har ringet til psykiatrien for at få hjælp, til at hjælpe min mor. De kunne ikke hjælpe så meget, når hun ikke ville indlægges, men forstod godt min frustration. De kunne hjælpe, hvis hun blev indlagt. Så ville hun være i det psykiatriske system, og kunne blive indlagt igen, hvis hun kom hjem og ikke kunne finde ud af, at tage sin medicin. Vi var så glade, da i fik hende overtalt til at blive indlagt. (for så var hun jo inde i det psykiatriske system). Men vi skulle blive klogere… Og mindre naive…. Hun blev udskrevet efter godt en måned, uden at være klar over, at hun stadig led af mani (det kunne vi læse i hendes journal). Inden hun blev udskrevet, havde jeg haft kontakt til en sygeplejerske på psykiatrisk afdeling, for at høre om mor, ikke startede med at komme hjem på weekend eventuelt en fire-fem gange, inden de udskrev hende. Jeg fik svaret: jo. Hun var hjemme EN weekend og udskrevet TRE dage efter. Hun holdt ret hurtigt med sin medicin, og jeg ringede op, for at få hende indlagt igen. Svar: Nej, hun skal have en henvisning fra egen læge igen! Vi kommer ingen vegne. Det er som at slå i dyner. Vi føler det er TOTALT meningsløst at hun var indlagt, hun er helt tilbage, hvor vi startede. Min mor opfylder kun en af de to kriterier, for at blive tvangsindlagt. Hun er psykotisk, men ikke til fare for sig selv og andre. Jeg mener, at hun skal tvangsindlægges (det er hårdt at skrive det om sin mor, men jeg savner hende, og HADER hendes sygdom). Jeg mener, at hun trænger til hjælp. Det er ikke okay, at et menneske går sådan rundt i over halvandet år. Det er virkelig hårdt at se ens mor overladt til sig selv, fordi hun ikke forstår, hun trænger til hjælp. Jeg forstår simpelthen ikke, at det foregår i det danske velfærdssamfund. Alle de psykisk syge, der har brug for hjælp, er ikke få. Og min families oplevelse af psykiatriske afdeling i Ålborg er ikke særlig opløftene. Det er ikke fordi jeg ikke tror, personalet yder deres bedste, men også lovgivningen inden for psykiatrien, er der for mig at se, nogle gråzoner. En af dem er min mor i. Så kære politikker: Hjælp for Guds skyld disse mennesker. Min mor og familie kan snart ikke mere. Over halvandet år i helvede er lang tid!!! HJÆLP!!

Forsiden