Maria fra Moskva går i skole i Hjørring

11-årig pige vender tilbage til det danske

Skolevæsen 9. februar 2003 07:00

HJØRRING: Hendes danske er perfekt, og dansk er langt fra det eneste fremmedsprog, 11-årige Maria McKee begår sig på. Hun er født i Georgien og bor nu i Moskva men har også boet en periode af sit liv i Hjørring - dengang hun gik i børnehaveklasse, 1. klasse og 2. klasse. Et halvt år inde i det andet skoleår rejste familien hjem til Moskva. Oprindeligt tog Maria McKee sammen med sin mor, far og storebror til Danmark, fordi hendes far fik arbejde her som murer. Familien søgte asyl men fik afslag, og nu hvor Maria går i 5. klasse i Rusland, er hun tilbage på besøg på sin gamle skole, Hjørring Friskole. Besøget varer en måned, og det er ikke første gang, Maria er på et længerevarende ophold i Danmark, efter hun og familien fik mulighed for at rejse hjem til Rusland igen. Hun var også på besøg i 3. klasse, og hun bor hos skolekammeraten Merete Rødkjær og dennes familie under opholdet. Maria McKee holder sit danske ved lige, og hun besøger sine danske kammerater og Hjørring, som hun nåede at blive så glad for, mens hun boede i Danmark. En lille by - Vi flyttede hjem til Moskva igen på grund af min mors og fars arbejde og egentlig også, fordi jeg savnede Rusland. Nu synes jeg dog, det var meget bedre at bo i Hjørring, og jeg er glad for at kunne komme tilbage en gang imellem til min danske skole og kammeraterne. Hjørring er en lille by, og lærere og børn er mere venlige her i forhold til i Rusland. Der er alting meget større, og jeg synes, her er skønt. Jeg kunne godt tænke mig at flytte tilbage - måske når jeg bliver voksen, siger Maria. Hendes storebror og forældre husker ikke så meget af det danske sprog, men Maria taler det næsten flydende, og ud over det danske mestrer hun russisk, engelsk, georgisk, norsk og svensk. - Og så vil min far gerne have, at jeg også lærer at tale kinesisk, siger Maria med et smil. Hun fortæller, at veninden Merete og hendes familie også har besøgt familien McKee i Moskva, hvor Marias mor arbejder på den amerikanske ambassade, og hendes far arbejder på kontor. - Det var dejligt at få besøg fra Danmark, og jeg kunne også godt tænke mig snart at komme til Danmark igen, siger Maria McKee.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...