Maria Montell synger om lykken
Koncert på Kirketorvet fredag
MORS: Publikum kan blandt andet se frem til en sang om lykken, når Maria Montell på fredag giver koncert i Nykøbing. Sangen er fra hendes seneste album Nu.
Maria Montell synger klokken 15 på Lilletorv. Koncerten er gratis, varer en halv time og foregår på en mobil scene.
- På grund af vejarbejde i Kirkegade har vi flyttet koncerten til Lilletorv. Vi håber på mange mennesker, for der er jo tale om en kendt sangerinde, siger Preben Laustsen, formand Morsø Handelsstandsforening og indehaver af Prebens Vinhandel.
46-årige Maria Montell brød igennem i 1994 med sit første soloalbum ”Jeg er her for dig”. Hun blev især kendt for hittet ”Di Da Di”, som stammer fra det efterfølgende album ”Svært at være gudinde”, og ikke mindst for sit forhold til Danmarks kronprins Frederik. I dag er hun gift med filminstruktør Tomas Villum Jensen og har tre børn.
Sangerinden har i sin karriere også beskæftiget sig med så forskellige genrer som svensk jazz, nordiske viser, brasiliansk bossanova og Motown soul. Det seneste album er dog på dansk.
Fredagens koncert er den femte i koncertrækken, som er en del af Gang i Danmark kampagnen. Den er et resultat af 48 danske byers samarbejde om at fastholde aktiviteter og dermed handel i centrum af byerne.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.