Maria nyder livet på havet

27-årige Hirtshals-pige er debutant i dette års udgave af Nordisk Sejlads

HIRTSHALS:- Jeg har kun set Hirtshals fra søsiden fra en færge, så det var specielt at komme sejlende ind til byen ombord på et træskib. Maria Mortensen havde i rigtig lang tid set frem til denne uge, hvor hun ombord på "Skibladner II" omsider nåede ind til Hirtshals som afslutning på 3. etape af Nordisk Sejlads. Den 27-årige Hirtshals-pige, som nu er bosiddende i Århus, fik dermed sin debut i Nordisk Sejlads. -Jeg fik først øje på Hirtshals Fyr, der er pakket inde i stilladser, men jeg genkendte også hurtigt byen, selvom vi var meget fokuseret på at komme over målstregen. Og det var også meget sjovt at se familien stå på land og vinke, siger Maria Mortensen. Interessen for livet til søs blev rent faktisk vakt, da Nordisk Sejlads senest gæstede Hirtshals i 1997. - Vi var nede og se skibene, og det var rigtig spændende. Jeg fik virkelig lyst til at komme ud og opleve noget nyt. Oplevelsen af at være på havet i flere dage uden at se land, og indsejlingen til flotte havne fascinerede mig, siger Maria Mortensen. Hun har været FDF'er i mange år og kom første gang på vandet i 1998, hvor Maria var på en prøvetur med Aalborg-skibet Jens Krogh og senere på året var hun med i Tall Ship Racet fra Lissabon via Vigo til Dublin. De seneste år har hun sejlet rundt i de danske farvande med "Skibet", men i år ville Maria med til Nordisk Sejlads. - Jeg har set frem til netop den begivenhed lige siden jeg vidste, at Hirtshals skulle være målby, fortæller Maria. Hun påmønstrede Jens Krogh i Larvik, hvor det blev til nogle dage i den norske Skærgård, inden starten på 1. etape gik fra Tvedestrand til Lysekil. - Man giver sig altid lidt ekstra og tjekker hele tiden om sejlene er sat rigtig. Du får virkelig lov til at lave fysisk arbejde ombord og hive i noget tov, siger Maria Mortensen om kapsejladsen. I Sverige blev der skiftet besætning, og Maria sejlede videre på københavnske "Skibladner II". Der er 11 mand ombord, og der bliver arbejdet i treholdsskift i fire timer af gangen. Hun er ikke i tvivl om, hvad der har været den største oplevelse ombord. - Udover et fantastisk kammeratskab, så er det et enormt flot syn, når alle skibene har sat sejl ved startlinien. Der er en helt speciel summen af forventning, siger Maria Mortensen. I Hirtshals har besætningen været på besøg hos Marias forældre, og har de haft travlt med at gøre rent til Åbent Skib. - Det er flot at have sådan et arrangement i Hirtshals. Det er lidt specielt, når det er ens egen hjemhavn.