Maria Sharapova buldrer videre i Paris

Den russiske tennisstjerne Maria Sharapova fortsætter de gode takter ved French Open med endnu en storsejr.

Maria Sharapova buldrer videre i Paris

Allerede inden den anden uge af grand slam-turneringen French Open er begyndt, ligner den russiske tennisstjerne Maria Sharapova et godt bud på en vinder.

På det parisiske grus spillede andenseedede Sharapova sig lørdag videre til 1/8-finalen med endnu en sikker sejr - denne gang med cifrene 6-2, 6-1 over den 28.-seedede kineser Peng Shuai.

Dermed fortsætter russeren med at smadre sine modstandere. I første runde vandt hun uden at afgive et eneste parti, mens Sharapova i anden runde kun tabte to partier.

Nu gælder det tjekken Klara Zakopalova, som i tredje runde sendte den 22.-seedede russer Anastasia Pavlyuchenkova ud med 6-3, 7-5.

Hvis seedningerne holder stik, så står Sharapova til at møde Caroline Wozniacki i kvartfinalen.

Først skal den tidligere danske verdensetter dog spille sig videre til 1/8-finalen, når hun senere lørdag møder estiske Kaia Kanepi. I fire indbyrdes opgør har Wozniacki vundet tre kampe.

/ritzau/