Mariagerfjord laver omvendt betalingsring

Reklamefremstød for handel i de fire fjordbyer - trafikanter vil blive stoppet ved indfaldsvejen og få gavebeviser

Sjællandske kommuner stritter kraftigt imod en betalingsring omkring København, men i Mariager Fjordområdet indføres den helt frivilligt, og initiativtagerne ser frem til at stoppe al trafik ind til kommunens største byer når Mariagerfjords "Omvendte Betalingsring" indvies søndag d. 1. april 2012. - Og det er ikke en aprilsnar - "vi er blot rigtig glade for at få folk ind i kommunen og det vil vi markere med at indføre en omvendt betalingsring, hvor man belønnes med gaver og værdikuponer når man besøger området, lyder det fra erhvervsdirektør Torben Ladefoged. Bag det spøjse initiativ står brandinggruppen "Mariagerfjord NOGET for livet" samt områdets fire handelsstandsforeninger i Hobro, Arden, Hadsund og Mariager, som i fællesskab ønsker at markere at man i Mariagerfjord rigtig gerne vil have folk ind i kommunen og derfor har besluttet at holde søndagsåbent i de fire byers butikker og uddele gaver og værdikuponer til en god søndagshandel. Ni steder ved indfaldsvejene til områdets hovedbyer vil en række frivillige kortvarigt stoppe trafikanterne og uddele gavebeviser og gaveartikler til en værdi af op mod en halv mio. kr. Gavebeviserne vil i løbet af dagen kunne benyttes i de ca. 100 butikker, som hilser foråret og betalingsringen velkommen ved at holde søndagsåbent og ved at arrangere forskellige underholdende aktiviteter i de fire handelsbyer. Arrangørerne oplyser, at man på selve dagen også kan risikere at få en omvendt parkeringsbøde, som også kan fremme en god handel i byernes butikker. Formand Lone Jespersen fra Hadsund Handel, der også deltager i Brandinggruppens arbejde, glæder sig over at der fjorden rundt er opbakning til initiativet. - Sammen med Erhvervsrådet har vi haft en rigtig god fælles dialog mellem de 4 handelsstandsforeninger i Arden, Mariager, Hobro og Hadsund og vi er alle enige om at en omvendt betalingsring er en super ide. Derfor bakker de handlende op med både søndagsåbent og et overflødighedshorn af gavekort mv., som udleveres til trafikanterne fra kl. 10.30 søndag d. 1. april 2012. Områdets butikker holder åbent fra kl. 11.00 til kl. 15.00 og der vil være masser af aktiviteter i de fire byer, lover Lone Jespersen. På et af de gavekort og værdikuponer, som indløses i en af butikkerne i løbet af dagen udtrækkes en ekstragevinst i form af et stort gavekort til en samlet værdi af 10.000 kroner, som vil sende den heldige vinder på en ekstra shoppingtur i alle fire byer.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.