Mariagerfjord tager godt for sig af LAG-midlerne

Den Lokale Aktionsgruppe Himmerland bevilger godt to millioner kroner til 14 projekter. Langt de fleste i Mariagerfjord.

14 af 22 projekter har fået bevilget støtte i denne ombæring af uddelinger fra de EU-finansierede LAG-midler i Rebild og Mariagerfjord. Hel ni er fra Mariagerfjord, fire er fra Rebild, mens et enkelt projekt rækker ind over kommunegrænsen. I kroner har har Mariagerfjord-projekter fået tilsagn om knap 1,2 af de bevilgede 1,8 millioner kroner. Billedet bliver endnu skævere, når der bliver sat beløb på de sidste to projekter. De udspringer nemlig begge fra Mariagerfjord. - Det har overrasket os meget, at det er så skævt denne gang, for det plejer at være meget fifty-fifty, siger sekretær for LAG Himmerland, Anne O. Ritman. Forklaringen er dog ligetil. - Der var simpelthen ikke ret mange ansøgninger fra Rebild. Rebild har tidligere været enormt aktive, og jeg tror, det er tilfældigt. Der er måske en del projekter i støbeskeen, som bare ikke er modne endnu til ansøgningsfasen, siger Anne Ritman og understreger, at der absolut ikke er nogen grund til at se skævt til komiteen. - Vi sidder ikke og skeler til, hvor projekterne kommer fra, men tager udelukkende stilling til, hvor gode de er. Men måske er det meget heldigt, at næste infomøde planlagt til at finde sted på Skillingbro Naturskole ved Gravlev. Det kan måske være med til at skubbe lidt til processen i Rebild, mener Anne Ritman.