Mariagerfjord vil være demensvenlig kommune

Med i landsdækkende projekt, hvilket glæder formand for sundheds- og omsorgsudvalget

Plejehjemmet Skovgården i Hadsund har indrettet en gade, hvor demente beboere kan shoppe i forskellige butikker. I baggrunden ses leder Dorthe Lynge. Arkivfoto: Nicholas Cho Meier
Mariagerfjord 1. december 2016 08:25

MARIAGERFJORD: Mariagerfjord Kommune er udpeget til at være med i et landsdækkende projekt om demensvenlighed.

Samarbejde mellem foreninger, virksomheder og kommune skal sikre initiativer, der kan forbedre demensindsatsen og som kan hjælpe borgere til større hjælp, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Vi har i forvejen et stort fokus på demens i Mariagerfjord Kommune, men vores nye status som demensvenlig kommune skal selvfølgelig bidrage til, at vi forbedrer indsatsens yderligere, siger Mette Riis Binderup (S), formand for sundheds- og omsorgsudvalget.

Kommunen vil på forskellig vis hjælpe borgerne til større forståelse af sygdommen.

- Vi kan hver især hjælpe en borger med demens i byrummet, hvis de har problemer med at betale i en forretning eller ikke kan finde vej. Her er det til stor gavn for borgere med demens og deres pårørende, at vi samarbejder om tilbuddene, fastslår Mette Riis Binderup.

Et af de nye tiltag i forbindelse med demensvenlig kommune er, at der er uddannet instruktører, der skal finde demensvenner. Instruktørerne er uddannet af Alzheimerforeningen.

Fire butikker i Hadsund er i den forbindelse blevet demensvenlige butikker. Spar Nord, Rasmine, Allessko og Thile var været på kursus i, hvor de kan gøre livet nemmere for mennesker med demens, hvis de pludselig står i en af deres butikker.

- Formålet er at udbrede kendskabet til demens så meget som muligt. Som demensven bliver man sat ind i tegn og symptomer på demens, så man kan hjælpe og støtte personer med demens, man møder i sin omgangskreds eller tilfældigt på gaden, fortæller demensfaglig udviklingskonsulent Hanne Pedersen.

Generelt findes der allerede mange gode tilbud for mennesker med demens i Mariagerfjord Kommune, fremhæver kommunen selv.

- Vi har blandt andet etableret et demenskorps af medarbejdere med særlige kompetencer på demensområdet. På Demenscenter Skovgården sørger vi for oplevelser som fiberdyr og handelsgade, hvilket har stor betydning for de ældres erindring og deltagelse i deres hverdag, fortæller demensfaglig udviklingskonsulent Hanne Pedersen.

Mariagerfjord Kommune er netop gået i gang med pårørendeundervisning, og undervisningen fortsætter i 2017.

Bag tiltaget med demensvenlige kommuner står Demensalliancen. Mariagerfjord er én ud af syv kommuner, der er kommet med i projektet i år. Seks kom til i 2015.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...