60-årig blev sur over trafikalarm: Fremsatte trusler mod DF'ers restaurant

60-årig mand dømt for to gange at have fremsat trusler mod Kim Christiansens restraurant A' Porta i Mariager

Arkivfoto: Martin Damgård

Arkivfoto: Martin Damgård

MARIAGER:En nu 60-årig mand fra Aalborg blev i april sidste år sur på Dansk Folkepartis Kim Christiansen, da han hørte, at politikeren havde en trafikalarm installeret i sin bil.

Det var amoralsk, at en trafikordfører, som Kim Christiansen var på det tidspunkt, havde en trafikalarm, og derfor skulle han straffes, mente den 60-årige, der derfor udtænkte en plan.

Den 60-årige ringede først direkte til Kim Christiansen og sagde, at "der snart sker noget forfærdeligt på din luksus-bodega." Lidt senere ringede den 60-årige til politiet og sagde, at "der snart sker noget alvorligt på en luksus-bodega i Mariager" efterfulgt af ordene: "bål og brand".

Truslerne havde til formål at sørge for, at politi kom til Kim Christensens restaurant A' Porta i Mariager, som dermed ville miste omsætning.

Idømt betinget fængsel

Det lykkedes dog ikke, og der gik ikke lang tid før politiet fandt frem til den 60-årige, der allerede under afhøringerne sidste år erkendte, at han stod bag truslerne.

Det gjorde han også tirsdag, da han sad på anklagebænken i Retten i Aalborg. Her blev idømt 30 dages betinget fængsel, oplyser anklager Kim Kristensen.

Den 60-årige valgte at modtage dommen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.