Campus på kajen

Hel by skal have nyt brændstof: 950 unge skal skabe liv

De er købedygtige, og de vil sætte liv i gågaden og cafeerne

Borgmester Mogens Jespersen og kommunaldirektør Anne Velling ser store perspektiver i et nyt campus ved Hobro Havn. - Projektet kan give stolthed og optimisme i hele kommunen, er de enige om. Foto: Torben Hansen

Borgmester Mogens Jespersen og kommunaldirektør Anne Velling ser store perspektiver i et nyt campus ved Hobro Havn. - Projektet kan give stolthed og optimisme i hele kommunen, er de enige om. Foto: Torben Hansen

- Projektet er helt uden sidestykke i Mariagerfjord Kommunes historie, og det vil give et kæmpe løft til Hobro og Mariagerfjord Kommune!

Så begejstret omtaler borgmester Mogens Jespersen (V) visionen om et nyt campus for 950 unge ved Hobro Havn.

Tanken er, at "Campus Bro1" skal puste nyt liv i byen og gøre Hobro attraktivt som et alternativ til landets uddannelses-metropoler.

Mogens Jespersen håber, begejstringen smitter og anbefaler varmt, at byrådet torsdag 27. maj bakker op økonomisk med et tilskud på 25 millioner kroner.

- Man skal ikke underkende, hvor stor optimisme og stolthed det kan give i en by, når sådan et projekt kan lade sig gøre, siger kommunaldirektør Anne Velling.

Hvorfor ikke hjælpe butikkerne?

Initiativtagerne til et campus på Hobro Havn er Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser (HEG), Erhvervsakademi Dania og Mariagerfjord Kommune. Vi omtalte ideen første gang 14. maj.

På Facebook har det kastet en del kommentarer af sig. Direktør Torben Ladefoged bider mærke i kritik: "det var bedre at hjælpe butikkerne i byen". Han mener, kritikken er forfejlet:

- Hvad kan sætte liv i byen, butikkerne og cafeerne og skabe et godt ungdomsliv? Alt det, der kendetegner en levende by?

- Det kan et campus! Der skal være brændstof at fylde på en by, og op mod 1200 unge (hvis Mariagerfjord Gymnasium senere kommer med i campus) vil være en energitilførsel ud over alle kanter.

- De unge er købedygtige, de slentrer i gågaden og går på cafe. Det vil være en selvforstærkende og livgivende ting. Så et campus er et godt sted at understøtte en udvikling, fremhæver Torben Ladefoged.

Campus er ikke tænkt som en lukket skole, med gårdhave som kun de unge må bruge. Miljøet skal være åbent, og sigtelinjerne fra den gamle byudviklingsplan for Hobro - med åbent kik fra by til fjord - bevares, understreger direktøren.

Mariagerfjord Kommune er klar til at skyde en række centralt beliggende grunde i campus-projektet: Texacogrunden, to byggefelter ved FOA-bygningen og rutebilstationen, et areal ved den gamle markedshal lå og selve rådhuset på Nordre Kajgade. Foto: Claus Søndberg

Mariagerfjord Kommune er klar til at skyde en række centralt beliggende grunde i campus-projektet: Texacogrunden, to byggefelter ved FOA-bygningen og rutebilstationen, et areal ved den gamle markedshal lå og selve rådhuset på Nordre Kajgade. Foto: Claus Søndberg

Kommunen har byggegrunde

Mariagerfjord Kommune er klar til at skyde en række byggegrunde ind i projektet - Texacogrunden, to byggefelter ved FOA og rutebilstationen, et areal hvor den gamle markedshal lå og selve administrationsbygningen på Nordre Kajgade. Alle sammen ejet af kommunen.

Hvis det bliver et ja fra byrådet torsdag 27. maj - sådan som borgmesteren håber og tror - skal der stampes 100 millioner kroner mere op af jorden. HEG har på forhånd tilkendegivet, at de vil lægge 150 millioner kroner.

Den mest sandsynlige ejerkonstruktion er, at det bliver HEG, som står for både at bygge campus og for at betale faste udgifter til driften. Og at HEG også bliver dem, som står for at udleje til andre brugere.

Sådan kunne et nyt campus ved havnen i Hobro tage sig ud. Cubo Arkitekter har slået de foreløbige streger til projektet. Illustration: Mariagerfjord Kommune

Sådan kunne et nyt campus ved havnen i Hobro tage sig ud. Cubo Arkitekter har slået de foreløbige streger til projektet. Illustration: Mariagerfjord Kommune

God timing

"Campus Bro1" er estimeret til at koste den nette sum af 275 millioner kroner og skal brede sig over 15.000 kvm. De 100 millioner, der mangler til finansiering, skal søges ved fonde, ministerier og andre aktører. Kommunaldirektør Anne Velling synes, timingen er god:

Uddannelsesminister Ane Halsbo-Jørgensen (S) pønser på at udflytte uddannelser fra hovedstadsområdet til provinsen. Det sker under sloganet "Danmark i balance". Og noget skal der ske for at fastholde de unge i kommunen, understreger Anne Velling:

- Befolkningsprognosen for Mariagerfjord Kommune er ikke så positiv. Den viser, at det går lidt tilbage, og befolkningen er stærkt aldrende. Det er en udvikling, vi er nødt til at få vendt. Vi skal have skabt noget attraktivt for vores unge, så de får lyst til at blive.

Ifølge Torben Ladefoged har Hobro potentiale for 50 procent flere studerende, end byen har i dag. Mange af kommunens unge søger i dag til Randers og Aalborg for at få en erhvervsfaglig uddannelse, fordi tilbuddet ikke er lokalt, peger han på.

Mariagerfjord Gymnasium på Amerikavej er ikke i første omgang tænkt ind i campus på Hobro Havn. Men Torben Ladefoged oplyser, at der er reserveret 6000 kvm til Mariagerfjord Gymnasium i en fase to.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.