Alle 29 bag budget og løft til idrætten

Enigt byråd i Mariagerfjord finder penge til blandt andet hallerne

Bente Lembo
Partierne i Mariagerfjord Byråd har indgået forlig om 2018-budgettet. Fra venstre Jan Andersen, DF, Leif Skaarup, Socialdemokratiet, Mogens Jespersen, V, Bo Ritterbusch, Liberal Alliance, Henrik Sloth, Venstre og forrest Melanie Simick, Alternativet. Privatfoto
Mariagerfjord og omegn 14. september 2017 08:30

MARIAGERFJORD: De er røde, grønne og blå, og når det kommer til Mariagerfjord Kommunes økonomi i 2018, står de last og brast.

Byrådet i Mariagerfjord Kommune har netop indgået forlig om budgettet for næste år, og de 29 folkevalgte er tilsyneladende totalt enige.

Budgettet udmærker sig i øvrigt ved at kickstarte planerne for en udbygning af idrætsfaciliteterne i Hobro, Hadsund og Hørby Skoleby.

Frem til år 2021 har byrådet afsat i alt 26 millioner kroner, så initiativtagerne i hallerne og Alt på Hjul kan komme i gang med at søge fonde.

- Det er med glæde, jeg kan fortælle, at alle 29 i byrådet står bag budgettet. Det er dejligt, at vi har tradition for et samarbejdende byråd, som har viljen og evnerne til at finde løsninger i fællesskab.

Sådan sagde borgmester Mogens Jespersen (V), da han og partiernes gruppeformænd onsdag præsenterede forliget for pressen. Det skete i administrationsbygningen i Hobro.

Leif Skaarup (S) finder det positivt, at der ikke er gået valgkamp i budgettet. Derimod har alle involverede været realistiske.

Jan Andersen (DF) talte om et velfærdsbudget, hvor handicappede og ældre friholdes for besparelser, mens Melanie Simick (Alternativet) kaldte budgettet robust og ordentligt.

Henrik Sloth (V) er glad for, at der er borgfred, for det betyder, at der er ro på bagsmækken rent politisk og ro i organisationen. Bo Ritterbusch, Liberal Alliance, synes nærmest forløbet op til budgetforliget har været kedeligt.

Social- og sundhedsområdet får tilført 15 millioner kroner, så driften bedre kan hænge sammen. 7,5 millioner kroner er øremærket ældreområdet, som har været under pres. Nogle af pengene tages fra en flygtningepulje, som har overskud, da kommunen modtager færre flygtninge, end der var kalkuleret med.

Politikerne har også fundet to mio. kr. til en udvidelse af børnehaven Myretuen i Valsgaard med en vuggestuegruppe.

Og så har de afsat en million kroner til nye kontorlokaler ved Fyrkat Møllegaard i forventning om, at Nordjyllands Historiske Museum gør det samme.

Tvillingelandsbyerne Skelund og Veddum tilgodeses med 350.000 kroner til belysning af en sti, som forbinder dem, og Frydensberg i Mariager får en ny sti til 400.000 kroner. Julehumøret i handelsstandsforeningerne skulle være sikret med en bevilling på 250.000 kroner til LED-julebelysning.

Der er en million kroner på vej til udviklingsplaner for de fire hovedbyer i kommunen. Drømmen om et kulturhus i Hobro lever videre og behandles i et særligt paragraf 17,4-udvalg, men der er ikke sat penge på budgettet til huset.

Både fra Venstre og Socialdemokraterne hørte man et lettelsens suk over, at byrådet slap for at spare på den forebyggende indsats blandt børn og unge, som ydes af PPR og SSP. Sådanne besparelser havde været i spil.

Forliget lever i øvrigt op til byrådets mål om en kassebeholdning på 100 mio. kr., et overskud på driften på 100 mio. kr. og anlægsinvesteringer for mindst 1100 kroner pr. indbygger.

Kommuneskatteprocenten vil være uændret, 25,9. Kun Melanie Simick havde forsigtigt ytret ønske om at sætte den op. Modsat ønskede ingen at sætte skatteprocenten ned.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...