Mariagerfjord

Ambufesten klar med med Open Air-navne

Gnags, Joey Moe og Magtens Korridorer bliver tre af hovednavnene i 2019

Ambufest-formand Jørn Jensen - garanterer for, at Ambufesten 2019 ikke bare bliver en parentes i den lokale byfesthistorie, selvom arrangørerne allerede er i fuld gang med at lægge planer for 100 års-jubilæumsfesten i 2020. Privatfoto
Ambufest-formand Jørn Jensen - garanterer for, at Ambufesten 2019 ikke bare bliver en parentes i den lokale byfesthistorie, selvom arrangørerne allerede er i fuld gang med at lægge planer for 100 års-jubilæumsfesten i 2020. Privatfoto

HOBRO: Egentlig var det Kim Larsen, der var udset til at være hovednavnet i forbindelse med 2019-udgaven af Ambu Open Air i Hobro.

- Men desværre nåede Kim Larsen aldrig tilbage på scenen til Ambufesten, hvor han ellers tidligere har optrådt, lyder det her ved årsskiftet beklagende fra Ambufestens musikudvalg.

Nationalskjaldens død har dog på ingen måde taget modet fra de lokale byfestarrangører.

I faderens fravær kan de bl. a. præsentere sønnen, Hjalmer, når det torsdag 29. august går løs med endnu en mini-festival på Ambupladsen i Hobro, og i det hele taget er der på ingen måde lagt op til, at byfesten 2019 bliver en parentes i den lokale byfesthistorie - selv om planlægningen af Ambufestens 100 års-jubilæum i 2020 allerede er i fuld gang, forsikrer Ambufest-formand Jørn Jensen.

- 99 år med Ambufest i Hobro er også en flot præstation, som vi helt sikker også vil markere det bedste, vi kan.

- Og hvis gæsterne bakker rigtig godt op om festen i 2019, har vi et endnu bedre grundlag for at gøre noget ekstra ud af jubilæumsfesten i 2020, siger byfestformanden.

2019 bliver dog ikke året, hvor der sker de store forandringer i Ambufestens afvikling.

- Det bliver først aktuelt i forbindelse med afviklingen i 2020, lyder det hemmelighedsfuldt fra formand Jørn Jensen.

I alt forventer Ambufestarrangørerne også i 2019 at kunne præsentere henved 25 forskellige kunstnere i forbindelse med sensommerens byfest i Hobro. Heraf fem større festivalnavne, som sammen skal levere musikken fra Open Air-scenen 29. august.

Udover Hjalmer, som allerede er godt på vej til at følge i faderens fodspor som sanger og sangskriver, byder programmet også på ”Gasbox”, som Ambufestens musikudvalg ikke tøver med at kalde for ”Danmarks bedste Gasolin- og Kim Larsen-coverband”.

Dertil skal lægges Joey Moe, der af festivalarrangørerne i Hobro karakteriseres som ”Danmarks ukronede popprins med en lang række store hits på samvittigheden”.

”Magtens korridorer”, der med forsanger Johan Olsen i forgrunden længe har været efterspurgt af Open Air-publikummet i Hobro, og som i 2019 endelig vil kunne opleves i forbindelse med Ambufesten.

Og endelig Gnags, der med en dansende, sprællende og hoppende Peter A G i for længst har markeret sig som lidt af en institution i dansk musikliv.

- Gnags har et repertoire som de færreste, og de formår om nogle at holde en fest og fyre den af, så samtlige tilhørere bliver blæst videre i livet med en kæmpe indsprøjtning af intensitet, energi og lykke, annoncerer Open Air-arrangørerne i Hobro inden sensommerens møde med et af Danmarks længstlevende rock-orkestre.

Som et festligt punktum for Open Air-koncerten 2019 spiller Volf Band op til fest og dans i teltet til ud på de små timer. Volf Band betegnes som et af Jyllands bedste partybands, der spiller alt det bedste fra 60erne og frem.

Ambufesten har allerede indledt billetsalget til Open Air-koncerten via hjemmesiden www.ambufest.dk - og for de hurtigste er der mulighed for at sikre sig Early Bird-billetter til favørpris.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden