Entreprenør fandt Erik: - Nu behøver vi ikke undre os over, hvor han er blevet af
Entreprenør Michael Madsen havde selv kendt Erik helt sit liv, og han er glad for, at liget af den 73-årige nu er fundet
VEBBESTRUP: - Det var en glædelig dag.
Sådan lyder det fra entreprenør Michael Madsen, efter hans firma fredag fandt liget af Erik Madsen, der har været forsvundet i to år.
For det er selvfølgelig tragisk, at Erik Madsen er død, men for Michael Madsen var det den forløsning, som han selv og resten af lokalsamfundet har ventet på i to år.
- Vi har jo talt meget om det i to år, og vi har ikke kunnet forstå, hvor Erik var blevet af. Men nu skal vi ikke længere undre os over, hvor han er, og familien kan også få lagt låg på sagen, så alle kan komme videre, siger han.
Michael Madsen bor selv i lokalområdet, og havde kendt Erik det meste af sit liv.
- Jeg har kendt ham siden jeg var knægt, hvor jeg slog græs for ham.
- Det er Erik
Derfor var det også en helt speciel opgave, da Michael Madsens firma, Mima Nedbrydning- og Entreprenør, fik opgaven at rive brandtomten på Kraghøjvej ned.
For der var stadig et lille håb om at finde Erik i brandtomten, fortæller Michael Madsen.
- Vi har jo tænkt tanken, at han (Erik, red.) kunne være i huset. Vi lavede arbejdet i samarbejde med Nordjyllands Politi. Vi lavede en plan for, hvor Erik måske kunne være - og han var faktisk der, hvor kunne forestille os, fortæller Michael Madsen og fortsætter:
- Vi gravede lidt arkæolog-agtig ud. Jeg havde en mand til at gå i rende og holde øje, mens jeg gravede 5-10 cm af gangen. Og pludselig stødte vi på en person.
Der har endnu ikke været ligsyn, og derfor er liget endnu ikke officielt identificeret, men Michael Madsen er ikke i tvivl om, at det er Erik, han har fundet.
- Vi kunne se hans skindjakke med kuglepenne i brystlommen. Så var jeg klar over, at det var Erik, siger han.
Lå begravet dybt
Michael Madsen fortæller, at liget blev fundet mindst to meter under huset i en slags tunnel, som Erik Madsen selv havde gravet.
- Og der lå rigtig meget jord ovenpå ham, fortæller entreprenøren.
Michael Madsen fortæller også, at hvis det havde været en normal nedrivningsopgave, så havde man formentlig ikke fundet liget, fordi de lå så dybt begravet. Så havde man i stedet blot dækket tunnelen til.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.