Fra slot til godt i Hadsund

Vi føles som almindelige borgere nu! siger glad beboerrådsformand ved indvielsen af Bostedet Hadsund

Bente Lembo og Claus Søndberg (foto)
Formand for beboerrådet Søren Jensen og Ulla Astman, formand for regionsrådet, klipper den røde snor til Bostedet Hadsund. Der er plads til i alt 40 beboere.
Hadsund 25. oktober 2017 17:40

HADSUND: Glæden over de nye omgivelser er stor, da Region Nordjylland onsdag officielt indvier Bostedet Hadsund.

Byggeriet erstatter slottet Visborggaard som hjem for sindslidende.

En af dem, der stråler allermest, er formand for beboerrådet Søren Jensen.

Han beretter, at beboerne er kommet tæt på byens liv. De er blevet mere synlige i gadebilledet, og bruger flittigt biograf, idrætsfaciliteter og indkøbsmuligheder i Hadsund.

- Vi føles som almindelige borgere nu. Det føles dejligt!

- Nu er vi en del af lokalsamfundet, i stedet for at være isoleret på Visborggaard, siger en storsmilende Søren Jensen.

Han er trådt op på et rødt podie i et af bostedets fællesrum for - sammen med konstitueret forstander Iben Hostrup Andersen - at holde tale for de mange gæster.

Begge er i festtøj. Hun har en blomsterkrans i håret, han bærer en farverig knaphulsblomst af størrelse som en mindre buket.

Iben Andersen konstaterer, at beboerne har sagt farvel til et af regionens smukkeste steder, med renæssancepark og voldgrav.

Men alternativet er jo slet ikke dårligt. Nu har de fået moderne rammer, der giver dem nye muligheder.

- Det er ikke fra slot til skrot. Men fra slot til godt! rimer forstanderen.

Læs også NORDJYSKE Stiftstidende.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...