Gløder ulmede - så skar brandfolk et hul i muren
Snarrådig nabo fik slået alarm
En husejer på Kystvejen i Øster Hurup kan efter alt at dømme takke en vaks nabo for, at hans hus fortsat er stort set intakt efter en mindre brand søndag aften.
Nordjyllands Beredskab modtog kort efter kl. 19 et alarmopkald om, at der var set røg i bindingsværket på huset, som oprindeligt er opført i 1740.
Ifølge indsatsleder Allan frisk er bindingsværket dog af en noget senere dato - såkaldt falsk bindingsværk.
Og det ulmede altså i et lille stykke bindingsværk - angiveligt fordi ejeren mange timer forinden havde arbejdet med en ukrudtsbrænder på sin grund.
- En hurtig nabo nåede at se det og fik bestilt os, så vi hurtigt kunne få gjort noget ved det, så det udviklede sig ikke til noget voldsomt. Da vi kom frem, var der ingen flammer - kun en lille smule røg, fortæller indsatslederen.
Han forklarer, at brandfolkene efterfølgende skar det stykke bindingsværk, som det ulmede i, ud af huset.
- Og så måtte vi tage en lille del af muren også for at være sikker på, at det ikke havde bredt sig ind i isoleringen. Og det havde det heldigvis ikke, siger Allan Frisk.
Ifølge vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi er der ikke umiddelbart planer om at sigte ejeren af huset for overtrædelse af beredskabsloven.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.