Hobros slutspilshåb lever

Ét point mod Silkeborg sender for en stund nordjyderne i top-seks

Claus Jensen
Emmanuel Sabbi spillede en fornuftig første halvleg for Hobro. Foto: Torben Hansen
Hobro IK 10. marts 2018 17:50 - Opdateret 12. marts 2018 07:43

FODBOLD: Hobro IK’s håb om at nå medaljespillet i Superligaen lever for en stund endnu. Lørdag eftermiddag spillede de 1-1 mod Silkeborg hjemme på DS Arena.

Stik imod spil og chancer bragte gæsterne sig foran på en omstilling i det 55. minut, da Rasmus Minor kiksede et indgreb på midten. Bolden endte hos Vladimir Rodic, der køligt udplacerede Jesper Rask.

Det var fortjent, at Hobro alligevel fik et point, og ikke overraskende blev det sikret af Pål Alexander Kirkevold. Nordmanden stod ved bagerste stolpe og prikkede et hjørnespark i nettet til 1-1 i det 73. minut.

Chancer for at vinde

Indskiftede Mikkel Mejlstrup Pedersen burde have givet Hobro sejren 10 minutter før tid, da han fik en helt fri skudmulighed på kanten af feltet. Men han sparkede snert forbi stolpen.

I overtiden brændte det også på efter et frisparksindlæg, men Silkeborg klarede frisag. Præcis som de gjorde endnu dybere inde i overtiden, da Kirkevold fra en spids vinkel forsømte at spille sine holdkammerater foran mål og i stedet sparkede i sidenettet.

Hobro bedst fra land

Hobro startede kampen klart bedst og burde også have ført ved pausen. En række halve muligheder - især til Vito Hammershøy-Mistrati - blev dog ikke tilstrækkeligt køligt eksekveret.

Emmanuel Sabbi, der startede på banen for en karantæneramt Babayan, havde også et par lige ved og næsten situationer, hvor bolden enten blev blokeret eller strøg forbi mål.

Anden halvleg startede med Hobros største mulighed indtil da. Pål Alexander Kirkevold, der ellers have spillet en skidt første halvleg, trak ind i banen og skød mod det lange hjørne. Kun en flot redning af Thomas Nørgaard forhindrede afslutningen i at gå ind.

Siden fulgte de to mål, og en deling mellem de to mandskaber foran 1650 tilskuere.

Det ene point sender Hobro forbi AaB og op på sjettepladsen i Alka Superligaen - via en bedre målscore end de nordjyske rivaler, der først søndag spiller mod Randers FC.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...