Lods ringede til brovagter efter påsejling
Vejdirektoratet i gang med en teknisk gennemgang af nordjysk bro
Opdateret kl. 16:38
Der sad ingen brovagt på Hadsundbroen, da den søndag kort efter middag blev påsejlet af det hollandske fragtskib "Eemslift Ellen".
Hadsundbroen er en af de fire klapbroer i Nordjylland, som er blevet fjernbetjent og nu bestyres fra en vagtcentral i Aalborg.
Her blev påsejlingen øjeblikkeligt registreret på betjeningspanelet, oplyser ingeniør Niels Gustav Jørgensen fra Vejdirektoratet.
- Og faktisk var lodsen om bord også så flink at ringe ind og meddele det, fortæller Niels Gustav Jørgensen.
Ifølge ham var der hurtigt mandskab på vandet for at besigtige skaderne.
- Vi er så heldige, at en af de brovagter, der til daglig betjener broen, bor i området. Han tog sin båd og sejlede en tur rundt om broen, hvor han kunne konstatere, at den har fået en ridse og har skrabet maling af på undersiden af den ene broklap, fortæller ingeniøren.
Niels Gustav Jørgensen oplyser, at "Eemslift Ellen" havde medstrøm ind i fjorden, da den passerede broen.
- Så noget tyder på, at der har været et lille problem med bagenden af skibet, der så ukontrolleret rammer over i broklappen, siger ingeniøren, som kalder påsejlingen "udramatisk".
- De billeder, jeg har set af det, viser ingen graverende skader. Nu skal ridsen renses af og have en ny overfladebehandling for at undgå rust. Efterfølgende har vi også konstateret, at broen åbner og lukker, som den skal, og at der ikke er nogle mislyde. Der er ikke noget, der tyder på andet end overfladiske skader, men vi laver en teknisk gennemgang af stempler og cylindre for at være sikre. Og hvis der viser sig at være noget, så ved vi jo, hvem skadevolder er, siger Niels Gustav Jørgensen.
Det hollandske fragtskib "Eemslift Ellen" har i øvrigt forladt Mariager Fjord og har nu kurs mod den polske havneby Gdynia, hvor skibet ventes at lægge til kaj tirsdag aften kl. 21.30.
Skibet og dets besætning overnattede nær saltfabrikken Dansk Salt A/S, der ejes af den hollandske koncern Azko Nobel, og det må antages, at skibet var på besøg i den nordjyske fjord for at laste salt.
Det hollandske rederi Amasus Shipping, som ejer "Eemslift Ellen", er yderst fåmælt, da Nordjyske tirsdag bad om en kommentar til weekendens påsejling af Hadsundbroen.
- Vi har ingen kommentarer, lød det.
"Eemslift Ellen" forlod Mariager Fjord mandag ved 15-tiden. Ca. 40 minutter senere passerede skibet endnu engang Hadsundbroen - denne gang uden at ramme den 48 år gamle klapbro, som siden 1976 har forbundet Kronjylland med Himmerland.
Da det skete søndag, blev det fanget på video af Tommy Skaarup, der lå nær broen i sin sejlbåd.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.