Hostruphøj klar til at tage imod flere udsatte børn og unge

Det socialpædagogiske opholdssted Hostruphøj i Hobro udvider

Forstander Kitt Palbjørn-Pedersen og bestyrelsesformand Roland Durup i et af Hostruphøjs 13 nye værelser. I kølvandet på udvidelsen opretter Hostruphøj ligeledes 10 nye fuldtidsstillinger.Privatfoto
Udsatte børn og unge 6. december 2017 11:08 - Opdateret 6. december 2017 13:06

HOBRO: Med 13 nye værelser eller lejligheder og oprettelsen af 10 nye fuldtidsstillinger er det socialpædagogiske opholdssted Hostruphøj i Hobro nu rustet til at kunne tage imod et stigende antal børn og unge med behov for støtte.

Hostruphøj er et tilbud til børn og unge i den skolepligtige alder, der har emotionelle-, sociale- og indlæringsmæssige vanskeligheder, som gør et særligt tilrettelagt og overskueligt behandlings- og indlæringsmiljø nødvendigt.

- De seneste 10 år er flertallet af de børn, der er anbragt udenfor eget hjem, placeret hos plejefamilier. Nu viser det sig, at nogen af børnene ikke kan være hos plejefamilierne på fuld tid, fordi det er for krævende for enten plejefamilierne eller børnene. Løsningen på det kan være de aflastningspladser, som blandt andre vi tilbyder, siger forstander Kitt Palbjørn-Pedersen,

Med udvidelsen tilbyder Hostruphøj nu helt konkret otte ekstra aflastningsværelser, tre ekstra værelser til døgnbehandling, et nyt familieværelse og et nyt såkaldt efterværnsværelse til unge, der under pædagogisk tilsyn skal lære at bo for sig selv.

- Dermed står vi også bedre rustet til at tage imod flere af det stigende antal børn og unge, som er så krævende, at plejefamilierne ikke har de pædagogiske redskaber til at tage hånd om dem. Når der sker et sammenbrud i familieplejen, kan vi tage imod børnene på en måde, der er så skånsom for dem som muligt, siger Kitt Palbjørn-Pedersen.

- Her er den optimale løsning i vores øjne, at anbringe børnene på en døgninstitution som Hostruphøj, som de kender i forvejen, fordi de løbende er her i aflastningstilbud i for eksempel en weekend eller to om måneden. Så kan vi bytte vi om på rollerne, så det er her, børnene bliver fuldtidsanbragt og hos plejefamilierne, de kan med komme på aflastningsophold.

Mariagerfjord Kommunes borgmester, Mogens Jespersen (V), glæder sig over Hostruphøjs udvidelse.

- Mariagerfjord Kommune bruger jo Hostruphøj, der tager imod nogle af vores børn og unge, og derfor er vi glade for, at de nu styrker deres tilbud. Samtidig er jeg som borgmester godt tilfreds med, at Hostruphøj bidrager til udviklingen af kommunen med 10 nye arbejdspladser, siger han.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Seneste nyheder

Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...