Jubelbudget: Her deler byrådet penge ud

Mariagerfjord Kommune sænker skatten og er gået fra helvede til himlen. De kan sende en tak til landets rige kommuner

Borgmester Mogens Jespersen (V) præsenterede budgetforliget, som alle partier i Mariagerfjord Byråd står bag. Foto: Henrik Bo

Borgmester Mogens Jespersen (V) præsenterede budgetforliget, som alle partier i Mariagerfjord Byråd står bag. Foto: Henrik Bo

Opdateret 15.09 med blandt andet faktaboks og udtalelser fra byrådspolitikere

MARIAGERFJORD:For to år siden skulle der skæres 123 millioner kroner, og sparekniven snittede i service og investering, samtidig med, at skatten gik op.

Nu er sort blevet til hvidt og trængsler til jubel i Mariagerfjord Kommune. Torsdag meddelte alle byrådets partier, at de er enige om næste års budget.

Kernen i aftalen er, at der ikke skal spares nogen steder. Faktisk bliver der lidt flere penge til både børn, ældre og kulturlivet. Samtidig skruer byrådet vældigt op for anlægsbudgettet, der stiger til langt over 100 millioner kroner.

Pengene går til blandt andet cykelstier og en virkeliggørelse af visionen om en cykelsti hele vejen rundt om Mariager Fjord. I forvejen var der sat millioner af til drømmen, og med ekstra 24 millioner de næste fire år, spenderer fjordkommunen 36 millioner på nye cykelstier.

Mariagerfjords budget 2021

Skatten sænkes med 0,2 procent til 25.9 procent.

Driftsbudgettet vokser samlet med 3,2 millioner.

Blandt andet bruges 1,6 mio. kr. til at ansætte flere folk til byggesagsbehandling.

Lokaletilskud til foreninger sættes op med 1,2 mio.

Flere særlige dagtilbudspladser - 1,8 mio.

Tidlig indsats på børne- og ungeområdet med f.eks sprog- og læseindsats: Knap 4 mio. kr.

Anlægsinvesteringer øges med knap 40 millioner kroner. I alt investeres 120 millioner kroner.

Der ”spares” hvert år de næste fire år 15 millioner kroner op til kommende store investeringer i f.eks. et nyt sundhedshus og et nyt kombineret kultur- og rådhus centralt i Hobro.

14 millioner kroner over to år til at renovere Aktivitetshuset på Sjællandsvej, der er et tilbud for psykisk handicappede.

Projekt ”Alt på hjul” ved Rosendalhallen i Hobro får yderligere 3,6 mio. kr. i støtte, så kommunen samlet bidrager med op til 8,5 mio. kroner.

Legeplads ved kanalområdet i Hadsund får 500.000 kroner.

Projektudvikling af Fyrkat får 1 million.

Pulje til projekter i landdistrikterne: 500.000 kr.

Pulje til cykelsti fjorden rundt. Der budgetteres med 36 millioner kroner over de næste fire år. Desuden bruges i år 14 millioner kroner på strækningen Skjellerup-Mariager.

Pulje på 1,2 millioner kroner til badebroer, stier og tilgængelighed af fjord og kyst.

40 millioner kroner i 2021-2023 til ny daginstitution i Hadsund.

Byrådet sætter også penge af til udvikling af vikingeborgen Fyrkat, til medfinansiering af et nationalt cykelcenter, ”Alt på Hjul”, i Hobro og til flere badebroer og stier ved Mariager Fjord.

I den daglige drift skrues f.eks. op i teknisk forvaltning, hvor der ansættes flere folk til at få fart på byggesagsbehandlingen.

Nogle af de tidligere planlagte besparelser på skoler og kultur aflyses, og der skrues op for den forbyggende indsats for børn og unge.

Alle gaverne suppleres med en gennemsnitlig tusindlap om året til kommunens husstande. Skatten får nemlig et hak ned med 0,2 procent, hvilket svarer nøjagtig til den skattestigning, man vedtog i rædselsåret 2018.

Selv om der bruges flere penge og investeres mere, kommer Mariagerfjord Kommune ud med et stærkt resultat, hvor der er plus på bundlinjen, og hvor der kan afvikles gæld og lægges nogle millioner i kassen.

For godt til at være sandt? Velkommen til den nye kommunale virkelighed efter den udligningsreform, som Folketinget vedtog tidligere i år. Den tager millioner fra de rige kommuner og giver til landets fattige kommuner.

For Mariagerfjord Kommunes vedkommende giver reformen og årets økonomiaftale mellem regering og kommuner i omegnen af 70 millioner kroner.

Så borgere og byråd kan passende sige tak til landsmænd i f.eks. den stenrige Gentofte Kommune, som er blevet tvunget til at slippe endnu flere slanter. Nogle vil nok holde igen med takketaler og konstatere, at det bare var på tide, at der blev skabt en ny økonomisk balance kommunerne imellem.

I dårlige og gode tider

- For to år siden stod hele byrådet sammen om at løse opgaven og genoprette økonomien. De tiltag er grundlaget form, at vi i år kan præsentere et så godt budget. Vi står sammen i både dårlige og gode tider, sagde borgmester Mogens Jespersen, da budgetforliget torsdag blev fremlagt på et pressemøde.

Han tilføjede, at de penge, som udligningsreformen har sendt til Mariagerfjord Kommunen, er de millioner, som man har savnet i mange år.

Til gengæld er Mariagerfjord netop gået glip af et tilskud fra den særlige pulje for vanskeligt stillede kommuner.

- Vi har fået det tilskud 10 år i træk. Nu får vi afslag. Selv om det ville være rart med flere penge, kan vi glæde os over, at vi er rykket op i superligaen med kommuner, der har en god økonomi, bemærkede Mogens Jespersen.

- Ambitiøs finanslov

Budgettet tilgodeser bredt. Leif Skaarup, Socialdemokratiets gruppeformand, fremhævede, at skolerne får flere penge, der kan sikre to lærer i klasser med mange elever, ligesom tilbud om gratis motion til kommunens ansatte genindføres.

- Besparelserne for to år siden var ikke sjove. Nu ruller vi noget af det tilbage og har fokus på områder, som led i den store sparerunde, sagde Leif Skaarup.

Flere poster i budgettet handler om, at kommunen medfinansierer projekter, som borgere, foreninger, fonde og erhvervsliv også skal bidrage til. Det gælder f.eks. ”Alt på Hjul” ved Rosendalhallen, og projekt ”Move”, der skal skabe et aktivt uderum ved Mariagerhallen.

- Denne kommunale finanslov er den mest ambitiøse nogensinde på kultur- og fritidsområdet. Vi kan ikke drive det hele, men vi kan være katalysator og understøtte det frivillige arbejde, sagde Hans Henrik Kirk (K), der også er godt tilfreds med, at der bruges flere penge på at få fart på byggesagsbehandlingen.

Jørgen Hammer Sørensen fra Dansk Folkeparti er glad for de mange millioner til cykelstier.

- Vi er udfordret af lange, smalle vej mellem hovedbyerne. Nu kommer vi hele fjorden rundt med cykelsti til gavn for børn, som kan cykle sikkert i skole.

Hvad gør de andre?

Selv om alle partier står bag, er Mariagerfjord Kommunes budget endnu ikke helt på plads. Man er afhængig af, hvordan landets øvrige 97 kommuner agerer. Samlet må de ikke bruge mere på service og anlæg, end man har aftalt med regeringen.

Mariagerfjord lægger faktisk op til at bruge lidt for meget på service, men man satser på, at nogle af de rige danske kommuner, som har tabt penge i udligningsreformen, skærer ned på deres serviceudgifter. Og så går det store regnestykke op.

Tilsvarende er der usikkerhed om skattenedsættelsen. Man kan nemlig få staten til at dække en stor del af indtægtstabet i de første år, men om Mariagerfjord Kommune får del i tilskuddet, afhænger af, hvor mange andre kommer, der søger.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.